Tørken vækker også glæde: Det varme vejr giver håbefulde vinbønder

Det gode sommervejr får druer og kirsebær til at modne hurtigt. Men vinbønderne er i tvivl om, hvad det kommer til at betyde for smagen af vinen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tørken giver regionens landmænd dyber rynker i panden, men ikke alle er lige så negativt stemt over for det varme vejr.

Både vindruer og kirsebær har suget godt til sig af solens stråler, og når der samtidig ikke er kommet særlig meget regn, så er forholdene ganske anderledes, end de plejer at være. Det kan vinproducenterne mærke.

På Solbjerggard i Lundby ved Vordingborg er vinbonde Per Tegtmeier lidt i tvivl om, hvor høsten ender henne.

quote Vi har aldrig prøvet de her vejrforhold før

Harald Krabbe, producent af krisebærvin og ejer af Frederiksdal Gods

- Vi er to-tre uger foran den normale modningsproces på et år. Og planterne lider ikke af vandmangel på nuværende tidspunkt. Men de gror ikke så kraftigt, som de plejer. Om det er en fordel vil vise sig om et par måneder, siger han.

Druer længere fremme

Og det billede kan de godt nikke genkendende til på Dyrehøj Vingård ved Kalundborg.

- Vi er rigtig glade. De vokser rigtig godt. Der er mange, der har travlt i marken med at få beskåret. Druerne er flere uger længere fremme, end de plejer at være på det her tidspunkt, så det ser rigtig lovende ud, siger Camilla Anskjær, der står i vinbutikken på Dyrehøj Vingård.

Det manglende vand er indtil videre ikke noget problem for vinstokkene.

- Vores vinstokke har det fint. Det er nogle rigtig gamle vinstokke, der har rødderne langt nede, så de ved godt, hvor vandet er, forklarer Camilla Anskjær.

Spænding om kirsebærene

Længere sydpå i Harpelunde på Lolland sidder en mand, som er temmelig spændt. Han dyrker kirsebær for at lave dem om til kirsebærvin på Frederiksdal Gods.

- Vi har aldrig prøvet de her vejrforhold før, siger Harald Krabbe, kirsebærvinproducent og ejer af Frederiksdal Gods.

Der er masser af kirsebær på træerne, fordi bestøvningen tidligere på året gik rigtig godt. Men når der både er mange bær, og de også bliver store, kan det give problemer.

- Træerne er lige nu ved at vælge, om de kan bære den her meget store høst, der er på dem. Tørken går i træerne på den måde, at hvis træerne ikke kan overkomme at bære den her store mængde af bær, så smider de nogle af dem. Men vi kan vande nogle af træerne, og så holder de forhåbentlig på bærrene, siger Harald Krabbe.

Lige nu er der altså tvivl om, hvor mange bær der er på træerne, når der skal høstes midt i august. Og Harald Krabbe er i tvivl om, hvad varmen kommer til at betyde for den vin, der ender med at blive hældt på flasker. Det kan gå to veje.

quote Vi er rigtig glade. De vokser rigtig godt.

Camilla Anskjær, Dyrehøj Vingård

- Det, der sker i år, når nu det er så varmt, er, at sukkerindholdet stiger i bærrene. Sukkerindholdet er det, som gærcellerne lever af, når de omdanner sukker til alkohol. Det betyder, det burde blive en kraftig vin. Men der er mange bær, så der skal meget energi fra træet til at trække de mange bær. Så det kan godt ende med at blive en årgang, hvor aromastofferne ikke udvikler sig i samme takt som modningen af bærrene. Måske ender det med en lidt fladere vin, forklarer Harald Krabbe.

Store klaser

På Dyrehøj Vingård er Camilla Anskjær mere positiv. Hun er sikker på den megen sol kommer til at give et godt vinår.

- Hvis klaserne hænger så fint, og de har den medgang, som de har nu. Så tyder det på, at klaserne er store, og at der ikke går noget til spilde, så vi får en god høst ud af det hele, siger hun.

På Solbjerggaard er Per Tegtmeier en smule mere skeptisk, men han vælger at se tiden an indtil høsten i oktober.

- Størrelsen på druerne er mindre på nuværende tidspunkt, end de plejer at være. Så det kan godt være mængden af vin ikke kvantitativt ligger højt, men måske kvalitetsmæssigt ligger højt, slutter han. 

Druerne på marken på Dyrehøjgaard ved Kalundborg
Druerne på marken på Dyrehøjgaard ved Kalundborg Foto: Dyrehøjgaard

TV ØST besøgte sidste år Vesterhavegaarden ved Karrebæksminde på Sydsjælland, hvis stolte ejer blev årets vinbonde. Se indslaget her:

Nu skal vi møde intet mindre end landets bedste vinbonde, som også står for Danmarks allerbedste rødvin. Jesper Rye Jensen fra Karrebæksminde fik flere udmærkelser til det danske vinskue afholdt i weekenden.

Nyhedsoverblik