Der er råd til at holde jul under varmere himmelstrøg for en Lotto-vinder, der lørdag vandt førstepræmien på seks millioner kroner.
Hvis vinderen altså nogensinde melder sig, selvfølgelig.
Kuponen blev købt hos Dagli’ Brugsen i Kettinge, men den nyslåede Lotto-millionær har endnu ikke indløst sin gevinst, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Gevinsten på Lolland er endnu et nummer i rækken af milliongevinster vundet på Lolland-Falster den seneste tid. Blandt andet vandt en spiller i Nykøbing Falster i slutningen af oktober en million kroner.
ET UDPLUK AF VINDERNE FRA LOLLAND-FALSTER
- I slutningen af juli rammer en spiller fra Guldborgsund Kommune syv rigtige på sin kupon og vinder tre millioner kroner.
- En måned senere vandt to venner fra Nykøbing Falster seks millioner kroner. De spillede sammen hver uge og delte gevinsten mellem sig.
- En familie i Guldborgsund var heldige i midten af september. De vandt nemlig 5,5 millioner kroner og måtte tjekke kuponen flere gange, før de turde tro på, at det var sandt.
- I slutningen af september købte en Lotto-spiller en kupon i Nysted på Lolland. Den viste sig at have seks rigtige og gav en gevinst på fem millioner kroner.
- I oktober vinder en spiller i Nykøbing Falster en million kroner på den ugentlige ekstratrækning.