Koncert med Pernille Højmark og Band
Efter 27 år med Sweethearts er Pernille Højmark gået solo. Fredag aften kan hun sammen med sit fire-mands orkester opleves live i Kosmorama i Skælskør. Her vil Pernille Højmark byde på en række egne fortolkninger af blandt andre Sebastian, Medina, Gasolin og Leonard Cohen. Ud over sanger, kan Pernille Højmark skrive en lang og succesfuld karriere som skuespiller og forfatter på sit cv. Koncerten begynder klokken 20.30
Søs Fenger gæster Spillestedet Vershuset
Søs Fenger fik sit gennembrud i 1984 i gruppen News. Siden 1989 har hun virket som solist, og har i dag 12 solo albums bag sig. På lørdag står hun på scenen på Spillestedet Vershuset i Næstved. Med sig har hun en række rutinerede musikere. Koncerten er en rejse gennem Søs Fengers karriere med fortællinger fra et begivenhedsrigt liv, og med de virkelige historier bag de mange sange. Søs Fenger og band går på scenen klokken 20.30.
Jazzmin Swing Band featuring Jesper Thilo & Henrik Bolberg
Det er garvede musikere, der står på scenen på Storebælt Feriecenter i Korsør på lørdag. Jesper Thilo og Henrik Bolberg er i front, når Jazzmin Swing Band giver forårskoncert. De har begge en lang karriere bag sig på den nationale og internationale jazzscene. Der spilles både dansevenlig swingmusik og stille ballader. Det er muligt at spise inden koncerten. Der er buffet fra klokken 18.00 og koncerten begynder klokken 20.00.
Familiekoncert med Dissing & Las: Min Mormors Gebis
Søndag eftermiddag er der koncert med Dissing & Las på Badeanstalten i Slagelse. Koncerten er en musikalsk fortolkning af Jakob Martin Strids folkekære børnebog ”Min Mormors Gebis”. Den musikalske trio har med deres seneste album lagt musik til forfatterens anarkistiske tekster. De kalder selv resultatet for et børnealbum med lidt horn i panden. Musikken spænder fra folk og rock til rendyrket pop. Dissing & Las går på scenen klokken 14.00.
MGP koncert i Hvidebækhallen
Og der er mere musik for børn på søndag. I Hvidebækhallen er der nemlig fest søndag eftermiddag. Arrangementet begynder med børnediskotek. Herefter kommer de ti deltagere fra MGP 2017 og giver koncert. Der kan købes alkoholfrie drikkevarer, slik og snacks. Arrangementet begynder klokken 13.00 og slutter klokken 16.00.