Ti personer fjernet fra asyllejr

00:39

Ti asylansøgere er blevet fjernet fra teltlejren i Næstved og fordelt på andre asylcentre. Det sker som følge af uroligheder i lejren.

Ti personer er blevet fjernet fra teltlejren i Næstved, efter flere personer torsdag var oppe og toppes.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falters Politi til TV ØST.

Det er asylcentrets ledelse, som har besluttet at fjerne de ti personer, som i følge politiet har givet anledning til uro.   
 

Uro i lejren

Det var omkring 30 asylansøgere indblandet i torsdagens slagsmål. Politiet blev tilkaldt til teltlejren første gang omkring klokken 13.20. Her lykkedes det politiet at dæmpe urolighederne, men allerede en time senere opstod der et nyt slagsmål, og politiet blev igen tilkaldt.

Politiet mødte anden gang talstærkt op, og to personer blev anholdt.

TV ØST har været i kontakt med asylansøgere fra teltlejren, som oplyser, at stridighederne opstod, som følge af at en asylansøger stjal en mobiltelefon fra en anden asylansøger. Det kan dog ikke bekræftes af politiet.

Politi håber på ro

Fjernelsen af de ti asylansøgere forløb rolig. Politiet kørte dem til togstationen, hvorfra de selv skulle tage videre til et nyt asylcenter.

Politiet håber og tror på, at fjernelsen af de ti personer vil medvirke til, at der atter kommer ro på i teltlejren. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App