Syv trafikuheld i travlt vejkryds: Nu laves det om

Gennem fem år har der været flere trafikuheld i et vejkryds i Holme-Olstrup. Derfor har Vejdirektoratet ombygget det meget trafikerede T-kryds.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en kedelig statistik, som Vejdirektoratet kiggede på.

Gennem fem år har der været syv trafikuheld i det trafikerede kryds ved Landevejen og Olstrupvej i Holme-Olstrup. To af den var personskadeulykker, hvor en var alvorlig. De fem andre uheld havde alene materielskade.

quote Vores lokale ulykkestal viser, at der er sket forholdsvis mange højresvingsulykker i krydset

Maria Meiner, afdelingsleder i Vejdirektoratet Næstved

Derfor har Vejdirektoratet nu ombygget det meget trafikerede T-kryds med en ny højresvingsbane og et selvstændigt lyssignal til cyklisterne for at beskytte cyklisterne mod højresvingsulykker. 

- Vores lokale ulykkestal viser, at der er sket forholdsvis mange højresvingsulykker i krydset, udtaler afdelingsleder Maria Meiner fra Vejdirektoratet i Næstved i en pressemeddelelse.

- Den udvikling tager vi meget alvorligt. Højresvingsulykker er blandt de værste trafikulykker, der findes, og vi fokuserer meget på at beskytte cyklisterne imod dem. Derfor har vi valgt at ombygge krydset, så trafiksikkerheden for de bløde trafikanter bliver forbedret. 

Kan føle sig presset til et hurtigt højresving

Helt konkret er ulykkerne typisk sket, når knallerter og cyklister kører ligeud ad Landevejen mod BonBon Land, mens biler svinger til højre ned ad Olstrupvej. 

- Selv uden for myldretiden kan der være meget trafik på Landevejen, siger Maria Meiner. 

Holme-Olstrup. Arkivfoto.
Holme-Olstrup. Arkivfoto. Foto: Vejdirektoratet

Højresvingende bilister kan ifølge Vejdirektoratet føle sig presset bagfra til at tage et hurtigt højresving, når det bliver grønt.

- Samtidigt har cyklister, der kører ligeud for grønt, ofte god fart på vej ned ad bakken mod krydset. Derfor fejlvurderer de højresvingende bilister måske cyklisternes hastighed, tilføjer Maria Meiner. 

Udpeget som sort plet

Ulykkerne har medført, at krydset i Holme-Olstrup er blevet udpeget som en trafiksikkerhedsmæssig sort plet. Det vil sige, at det er et sted på statsvejnettet, hvor ulykkesbilledet viser, at der er grundlag for at introducere trafiksikkerhedsfremmende tiltag.   

Vejdirektoratets ombygning består i anlæggelsen af et højresvingsspor med nyt cyklistsignal, hvor cyklisterne får grønt og rødt før hovedsignalet. I sporet for ligeud-kørende biler er stoplinjen i højresvingssporet trukket fem meter tilbage. Det betyder, at cyklister og knallerter, der sætter i gang, bliver mere synlige for bilisterne.  

Det travle T-kryds

  • Der kører 16.000 biler i gennemsnit i døgnet på strækningen gennem Holme-Olstrup.
  • Fartgrænsen er 50 km/t i krydset med det nye højresvingsspor.
  • I en femårig måleperiode har vejdirektoratet registreret 7 ulykker i krydset, heraf to personskadeulykker, hvor en var alvorlig. Fem uheld havde alene skader på materiel.

Kilde: Vejdirektoratet 

Nyhedsoverblik