Sygeplejersker kan fraskrive sig ansvar ved fejl på Holbæk Sygehus

En såkaldt ”fralæggelseserklæring” skal beskytte pressede sygeplejersker på Holbæk Sygehus, hvis de ender med en klagesag på halsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jeg kan se, at der ikke er tilstrækkelige personalemæssige og fagligt relevante ressourcer til stede her ved min vagt den x.x.2018, kl. xx-xx. Det er derfor min vurdering, at jeg ikke i min pleje og behandling kan leve op til den omhu og samvittighedsfuldhed, som jeg burde. Jeg er desuden bekymret for, om ressourcesituationen har konsekvenser for patientsikkerheden.

Sådan en mail kan fremover tikke ind hos ledelsen på Holbæk Sygehus, når sygeplejerskerne på hospitalets medicinske afdeling møder på arbejde – hvis der vel at mærke er alt for mange patienter og for lidt personale til at tage sig af dem.

quote Den her erklæring er et nødråb. Et råb, der siger, at personalet gør det bedste, de kan, men at de ikke kan sikre, at der ikke sker noget uforsvarligt

Annette Møller, fællestillidsrepræsentant

Mailen er en såkaldt ”fralæggelseserklæring”, og den betyder helt konkret, at sygeplejerskerne kan fralægge sig ansvaret for det arbejde, de skal til at udføre, hvis de mener situationen på afdelingen er uholdbar, og patientsikkerheden er i fare. 

-  Den her erklæring er et nødråb. Et råb, der siger, at personalet gør det bedste, de kan, men at de ikke kan sikre, at der ikke sker noget uforsvarligt, fortæller fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne på Holbæk Sygehus, Annette Møller, til TV ØST.

Hun understreger, at erklæringen alene skal kunne bruges i ekstreme situationer.

Holbæk Sygehus
Læs også
Dansk Sygeplejeråd indberetter sygehus: Vi er bekymrede for patientsikkerheden
Holbæk Sygehus
Læs også
Dansk Sygeplejeråd indberetter sygehus: Vi er bekymrede for patientsikkerheden

Skal beskytte sygeplejersker juridisk

At sygeplejerskerne får mulighed for at tage erklæringen i brug kommer, efter Dansk Sygeplejeråd den 23. januar indberettede den medicinske afdeling på sygehuset til Styrelsen for Patientsikkerhed. Siden efteråret 2016 har der nemlig været massive overbelægningerne på afdelingen, ligesom personalet har været udfordret af at være for få medarbejdere til for mange patienter.

quote Livsvigtig medicin bliver ikke givet til tiden. Patienter får lagt sonder, fordi der ikke er tid nok til at give dem mad og væske

Annette Møller, fællestillidsrepræsentant

- Situationen er uholdbar. Livsvigtig medicin bliver ikke givet til tiden. Patienter får lagt sonder, fordi der ikke er tid nok til at give dem mad og væske. Vi går på kompromis med vores faglighed. Vi går hjem hver dag med frygten for, at der er nogen, der klager over den behandling, de har fået, som sygeplejerskerne på gulvet ikke har nogen mulighed for at ændre på, siger Annette Møller.

Rent juridisk skal mail-erklæringen hjælpe sygeplejersker, der måske ender med at have en klagesag hængende over sig som følge af det pressede arbejdsmiljø. 

- Sygeplejerskerne kan sende den her erklæring ud, hvis de frygter at miste deres autorisation på grund af hændelser, de ikke havde nogen chance for at rette op på, siger Annette Møller.

Erklæring kan være vigtig

Og sådan en mail kan da også være vigtig i en klagesag, da det også er sygeplejerskers pligt og ansvar at råbe ledelsen op, hvis man ikke føler, at man kan leve op til kravene, siger Mette Hartlev, som er professor og centerleder i sundhedsret ved Københavns Universitet, til TV 2.

- Men det er ikke noget, der fritager en for ansvar, hvis man hver morgen sender sådan en. Hvis der bliver klaget, så vil der altid blive foretaget en konkret vurdering af, om fejlen har noget med de forhold at gøre. Det kan også være en fejl, som ikke har noget at gøre med, at der er for lidt personale, siger hun.

Ifølge Mette Hartlev kan erklæringen være et vigtigt værktøj, som sygeplejerskerne kan bruge netop for at værne om patienternes sikkerhed.

- For det er jo dem, der har den nære patientkontakt og er bedst til at vurdere, om man rent faktisk kan leve op til sit arbejde, siger hun. 

vo_holbaek_sygehus.transfer5.jpg
Læs også
Vicedirektør på Holbæk Sygehus: Personalet er udsat for ekstraordinær høj belastning
vo_holbaek_sygehus.transfer5.jpg
Læs også
Vicedirektør på Holbæk Sygehus: Personalet er udsat for ekstraordinær høj belastning

Mangler 35 sygeplejersker

Ifølge fællestillidsrepræsentanten mangler der helt op mod 35 sygeplejersker på den medicinske afdeling.

- Og tallet kan godt være højere, for i går fik jeg besked om, at der er flere, der har sagt op, siger hun.

På Holbæk Sygehus er ledelsen og vicedirektør Knut Borch-Johnsen helt klar over, at personalet er hårdt pressede over overbelægningen på afdelingen. Og han ser netop fralæggelseserklæringen som et udtryk for det.

- Den erklæring er et udtryk for den situation, der er på afdelingen, hvor der gennem en meget lang periode har været ekstra stor belastning på personalet. Det er sådan, jeg læser den erklæring. Jeg ser det som en tilkendegivelse af, at de føler, at situationen er vaskelig, siger han til TV ØST.

quote Men det er helt klart min forventning, at situationen er sådan, som den altid har været på Holbæk Sygehus. Nemlig at personalet tager ansvar for de patienter, der er indlagt

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus

Hvis man som patient er indlagt på Holbæk Sygehus, hvor personalet siger, de ikke kan tage ansvaret, hvordan kan man så overhovedet være sikker på, at der bliver taget ansvar for ens sundhed og sikkerhed?

- Jeg har ikke haft lejlighed til at drøfte indholdet af erklæringen med Dansk Sygeplejeråd, fordi jeg først har fået den gennem deres hjemmeside i dag. Og det er jo sådan, at vi alle sammen, hvad enten vi er læger eller sygeplejersker, er forpligtet i henhold til vores autorisation. Og hvordan juraen lige er, og om man må eller ikke må det her, det går jeg ud fra skal afklares mellem Danske Regioner og Dansk Sygepleråd, siger Knut Borch-Johnsen.

- Men det er helt klart min forventning, at situationen er sådan, som den altid har været på Holbæk Sygehus. Nemlig at personalet tager ansvar for de patienter, der er indlagt.

I fuld gang med at rekruttere

Vicedirektøren understreger samtidig, at ledelsen læmper hårdt for at gøre arbejdet for sygehusets ansatte lettere. Blandt andet er de i fuld gang med at rekruttere nye sygeplejersker.

- Jeg ved, at der er konkrete drøftelser med et antal sygeplejersker for øjeblikket om ansættelse på Holbæk Sygehus. Så jeg har en klar forventning om, at vi vil stå i en bedre situation i løbet af relativ kort tid, siger han.

- Men jeg kan ikke love lige nu, at vi på meget kort bane får rekrutteret alle dem, vi gerne vil have.

Se indslaget fra i går: Dansk Sygeplejeråd indberetter arbejds- og patientforholdene på Holbæk Sygehus. Sygeplejerskerne frygter nemlig for patienternes sikkerhed

 
Tilføjelser
Clock27. jan 2018, kl. 15:09
Der er tilføjet citater fra vicedirektøren på Holbæk Sygehus, der forholder sig til situationen og fralæggelseserklæringen.
Clock27. jan 2018, kl. 17:26
Der er tilføjet citater fra TV 2 med professor i sundhedsret Mette Hartlev. Hun forklarer, at en ansvarsfralæggelseseklæring kan være et vigtigt redskab, men at den ikke fritager sygeplejerskerne for ethvert ansvar.

 


Nyhedsoverblik