Svineproducenter ser intet alternativ til at kupere grisehaler

Fødevareminister vil stramme kontrol med halekupering, men svineproducenter ser ikke bedre alternativer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hovedparten af de mere end 30 millioner grise, der hvert år kommer til verden i danske stalde, får halen klippet af.

Ifølge dagbladet Information får 97 procent af grisene halerne kuperet ved fødslen, og den udbredte praksis kan koste Danmark en sag ved EU-Domstolen. Nu varsler Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) strammere kontrol med landets svineproducenter.

De skal fremover levere skriftlig dokumentation for, at kuperingen af haler er nødvendig. Det vækker vrede hos formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen.

- Det vil betyde øgede udgifter for erhvervet, mere dokumentation og mere bureaukrati. Og ikke mere dyrevelfærd, siger Henrik Mortensen til Ritzau.

- Vi halekuperer, fordi vi ved af erfaring, at hvis ikke vi gør det, så opstår der meget større problemer med dyrevelfærden i vores stalde.

- Grisene begynder at bide hinanden i halerne, og der opstår bylder og andre problemer, siger han.

Har været forbudt siden 1994

Systematisk kupering af grisehaler har været forbudt siden 1994.

EU-Kommissionen har flere gange kritiseret Danmark og er ifølge Information på vej med en ny rapport om halekuperinger. Esben Lunde Larsen varsler et nyt koncept for kontrollen med halekuperinger. 

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) varsler strammere kontrol med landets svineproducenter.
Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) varsler strammere kontrol med landets svineproducenter.

- Der vil blive krav om skriftlig dokumentation for, at landmanden har forsøgt at forebygge halekupering.

- Halekupering skal jo kun finde sted i de tilfælde, hvor andre løsninger allerede er forsøgt, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Formand: En helt forkert vej

Men det er ifølge Henrik Mortensen en helt forkert vej at gå.

- I debatten glemmer man fuldstændig den gris, der bliver halebidt. Hvem skal forsvare den? Den vil komme ud for frygtelige lidelser og et større antibiotikaforbrug. I sidste ende skal den måske skydes, siger han.

Kupering af grisens haler er vel også et smertefuldt indgreb?

- Det gør ondt, men vi kan gøre det på en måde, så grisen ikke holder op med at die hos sin mor, mens vi gør det.

- Så nogen kæmpestor traumatisk oplevelse tror jeg ikke på, det er, siger Henrik Mortensen.

Han håber, at forskningen en dag kan levere en løsning på, hvordan man indretter en svinestald, hvor halebid ikke forekommer.

- Ingen kan fortælle mig, hvordan jeg skal bygge en ny stald, hvis grisen skal leve der og opvokse med en lang hale, siger Henrik Mortensen.


Nyhedsoverblik