Din strømforsyning fra SEAS-NVE får nyt navn

SEAS-NVE's elnetselskab skifter navn til Cerius. Det sker for at forbrugerne kan skelne mellem strømforsyningsselskabet og de kommercielle aktiviteter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man i det nye år ser SEAS-NVE-biler på vejene, vil det være med et nyt navn på siderne.

Elselskabet, og altså kun den del af SEAS-NVE der ejer elnettet og elmålerne, skifter navn til Cerius.

Det skriver SEAS-NVE i en pressemeddelelse.

Skiftet sker, ifølge SEAS-NVE, på grund af en lovændring, som har til formål at gøre det tydeligere for forbrugerne at skelne mellem energikoncernens strømforsyningsenhed og de kommercielle aktiviteter.

- Vi vil gerne gøre det nemt for forbrugerne at skelne mellem elnetselskabet og elhandelsselskabet, hvor du køber din strøm. Med navneskiftet bliver det tydeligt, at det er Cerius, der helt håndgribeligt sørger for, at der altid er strøm i kontakterne på Vest-, Øst-, Sydsjælland, Lolland, Falster og øerne, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE i pressemeddelelsen.

Ifølge SEAS-NVE vil navneforskellen også hjælpe forbrugerne med at skelne mellem, hvad forskellige medarbejdere i energikoncernen må og kan hjælpe med ifølge loven. 

For eksempel er det ikke lovligt at en medarbejder, der udskifter elmåler, svarer på spørgsmål om SEAS-NVE's kommercielle produkter og tilbud, skriver SEAS-NVE i pressemeddelelsen.

Navn betyder seriøs

Navnet Cerius er ikke tilfældigt. Det indeholder ifølge energikoncernen en særlig betydning. 

- Cerius er en omskrivning af Sirius, der er den klareste stjerne på den nordlige halvkugle. Navnet minder om det engelske 'serious', der betyder seriøs. Og sidst men ikke mindst rummer navnet 'us', der betyder os eller fællesskab og at vi står sammen, som vi gør i et andelsselskab, siger Jesper Hjulmand.

Skiftet sker allerede 1. januar 2018. De karakteristiske grønne biler beholder deres farve men vil have "Cerius" på siderne.

Desuden har hver enkelt ansat selv fået lov at vælge, om de vil køre med vindmøller -, sole-, lys, huse eller et helt tredje logo på bilerne.

Fakta

  • Det er elnetselskabet Cerius, der ejer elnettet, elmålerne og elhandelsselskabet, som man køber strøm af. 
  • Cerius er fortsat en del af SEAS-NVE-koncernen, og det er kun navn og visuelt udtryk, som ændrer sig. Alt andet er som tidligere og du skal derfor intet foretage dig.
kilde: SEAS-NVE

 


Nyhedsoverblik