Storkonflikt kan ramme Sundhedsplatformen

En eventuel storkonflikt vil også påvirke it-systemet Sundhedsplatformen. It-systemet kan komme til at køre på lavere blus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En storkonflikt vil ikke kun ramme en lang række sygehuse.

Den vil formentlig også betyde, at it-systemet Sundhedsplatformen, der bruges i Region Sjælland og Region Hovedstaden, kommer til at køre på lavere blus end normalt. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

HK har varslet, at alle deres medlemmer i Region Sjællands Koncern IT er udtaget til strejke under en konflikt. Det samme gælder Region Hovedstadens it-afdeling CIMT.

De to afdelinger står for drift og udvikling af Sundhedsplatformen, og en strejke kan ikke undgå at påvirke arbejdet med Sundhedsplatformen, vurderer HK'ernes fællestillidsmand i Region Sjælland, Gunhild Krogager Carlsson.

- Vi håber ikke, det sker. Men kommer det til en arbejdsnedlæggelse, vil det selvfølgelig give udfordringer for alle områder i Region Sjælland. Det gælder eksempelvis nedbrud, og når computere går i stykker. Men det betyder selvfølgelig også, at Sundhedsplatformen vil blive udfordret, siger Gunhild Krogager Carlsen.

Forventer man holder det kørende

162 HK-medlemmer er omfattet af en eventuel strejke i CIMT, mens cirka 100 HK-medlemmer i Koncern IT i Region Sjælland - svarende til halvdelen af afdelingen - vil gå hjem under en konflikt.

De øvrige er enten organiserede i andre forbund, der endnu ikke har varslet strejker, er tjenestemænd eller uorganiserede.

Strejken vil dog blive imødegået af en lockout fra regionernes side. I hvilket omfang, det vil ramme afdelingerne, er lige nu uklart, da det ifølge it-direktør i Region Sjælland, Per Buchwaldt, vil afhænge af forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagforbund i Danske Regioners regi.

- Man skal have klarlagt, hvilke områder, der må berøres og ikke berøres. Men jeg forventer da, at man sikrer, at Sundhedsplatformen opretholdes og er kørende. Men alle tiltag og initiativer til forbedringer og udvikling vil gå i stå. Det er en udfordring. Men det betyder samtidig, at Sundhedsplatformen vil fungere mere stabilt under en konflikt, simpelthen fordi der ikke arbejdes og ændres på den, siger Per Buchwaldt.


Nyhedsoverblik