Stor regeringsplan vil skabe 50.000 nye job i København: Må ikke skade provinsen

Regeringen vil oprette 50.000 nye job og et tilsvarende antal boliger i hovedstaden. Det er ikke en favorisering af København, siger erhvervsminister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

VLAK-regeringen har i de senere år besluttet at flytte cirka 6000 statslige arbejdspladser fra København til andre kommuner landet over.

Det er sket som led i forsøget på at skabe vækst i hele landet.

Men nu får hovedstaden måske fuld kompensation i form af private arbejdspladser.

I hvert fald hvis det lykkes for regeringen at gennemføre den mangeårige plan, som erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) torsdag fremlagde sammen med transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Regeringen ønsker vækst i hele Danmark. Vi har gjort rigtig meget for yderområderne, og nu præsenterer vi mere end 100 initiativer, som skal skabe vækst i hovedstaden, siger Rasmus Jarlov.

Kæmpe kunstige øer

Regeringen foreslår blandt andet et stort boligområde på kunstige øer ud for København kaldet Lynetteholmen og et stort virksomhedsområde på ni øer ved Avedøre Holme.

- Planen er en kæmpe vitaminindsprøjtning til hovedstadsområdet med 50.000 arbejdspladser og formentlig lige så mange boliger, siger Jarlov.

Dermed kunne det se ud, som om regeringen nu prioriterer hovedstaden før provinsen, men det afviser erhvervsministeren:

- Det er vigtigt at sige, at hovedstadsudspillet ikke er et udspil, som resten af landet betaler for, siger han.

Skal betales af byggegrunde

Regeringen forventer, at de centrale dele af planen vil være selvfinansierende blandt andet via salg af byggegrunde.

Derfor skal provinsen ikke betale for projekterne. Regeringen vil alene finansiere forundersøgelserne af projekterne med statslige midler. Det ventes at koste 105 millioner kroner.

- Når der skabes 50.000 flere arbejdspladser i København, så er det et stort udspil. Men i statslige kroner er det ikke et stort udspil. Så det sker ikke på bekostning af resten af landet.

Han afviser samtidig, at de 50.000 arbejdspladser kunne være placeret i andre områder af landet. Provinsen har ganske enkelt ikke samme vækstpotentiale.

- Regeringen tror ikke på, at vi har et fast antal arbejdspladser, vi kan fordele ud over landet, siger Jarlov.


Nyhedsoverblik