Stor markbrand spredte sig til tre steder: - Vi havde ikke en chance

Onsdag var den største markbrand i år i området omkring Ringsted. Områder på størrelse med flere fodboldbaner brændte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

30 brandfolk og frivillige var i gang i flere timer med at slukke en stor brand onsdag.

Det var på en mark ved Havrebjergvej i Ringsted, at en brand var startet, og så gik det stærkt.

- I det vi lander med otte mand og to køretøjer, da breder den sig i tre retninger, og vi bliver nødt til at sætte ind på den ene side, indtil vi får mere hjælp. Vi kan godt slukke fra den ene side, men så løber den bare i den anden side, forklarer indsatsleder Henrik Nilsson fra Midt og Sydsjællands Brand og Redning til TV ØST.

Men med det nyhøstede og tørre halm der ligger på marken, med en smule vind også og med det mandskab, de først var fremme på stedet, kunne de ikke nå at få ilden under kontrol, før den spredte sig. 

- Det går simpelthen så rygende hurtigt så vi har ikke en kinamands chance for at komme ind foran den (ilden red.), siger Henrik Nilsson.

Flere "fodboldbaner" brændt

Det er også i forbindelse med høsten, at branden er startet, ifølge indsatslederen.

Samlet set får ilden spredt sig til flere marker, og tilsammen brænder et areal på størrelse med flere fodboldbaner.

- Det er tre steder, hvor den så er sprunget for os. Det er nok fem hektar på den ene side, og på den anden side er der nok fire hektar og så én mere hektar, tæller Henrik Nilsson op, mens han stadig står på stedet.

En hektar er cirka lige så stort som to fodboldbaner.

Artiklen fortsætter under billedet. 

 
  Foto: Henrik Larsen

Under indsatsen var der brandfolk og slukningskøretøjer tilstede fra flere stationer. Både Ringsted, Haslev og Fuglebjerg deltog i slukningsarbejdet, som stod på i omkring tre timer med efterslukningen til sidst.

Ilden var samtidig ved at brede sig til en nærliggende gård.

- Her til sidst var den ti meter fra en landbrugsejendom med et par lader, og det var det sidste, vi nåede at slukke, siger Henrik Nilsson.

I øjeblikket tikker der løbende brandalarmer ind om markbrande i det tørre vejr. Men branden på Havrebjergvej er ifølge Henrik Nilsson den største markbrand i Ringsted-området i år.

- I Ringsted Kommune er det den største vi har haft markmæssigt i år, siger han.

 


Nyhedsoverblik