Fem frihedsberøvede udlændinge af mellemøstlig herkomst er flygtet fra Nykøbing Falster Arrest ved at klatre over muren rundt om arresten.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiafdelingen modtog lidt før klokken 22 tirsdag en anmeldelse om, at de fem personer var flygtet.
Ikke farlige
Der er tale om fem asylansøgere, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST. Politiet understreger, at de ikke anser de fem som værende farlige.
Efter de klatrede over muren, flygtede de ifølge politiet i forskellige retninger.
Arresten i Nykøbing Falster ligger midt i byen, nær lystbådehavnen.
Artiklen fortsætter under kortet.
Har ledt hele natten
Politiet oplyser, at de hele natten har ledt efter de fem med en større politistyrke. Det er dog ikke lykkedes at finde nogen af dem.
- Vi har ikke fundet dem, og der har heller ikke været henvendelser i offentligheden om dem. Men vi fortsætter med at lede, siger politiets vagtchef, Jan Nielsen, til TV ØST.