Efter skilsmisse: Stevns har fundet sin kommende beredskabspartner

Sidste år besluttede de otte kommuner i Østsjællands Beredskab at opløse samarbejdet. Nu har Stevns Kommune fundet sin nye partner i Køge Kommune Foto: TV ØST

Stevns Kommune vil indgå et beredskabssamarbejde med Køge Kommune. Det har en enig kommunalbestyrelse besluttet.

Der er forårsflirteri at spore mellem Stevns og Køge kommuner.

I går besluttede en enig kommunalbestyrelse i Stevns Kommune, at de vil gå i et beredskabssamarbejde med Køge Kommune.

- Køge er også interesseret i at samarbejde med Stevns. Så nu skal vi jo have arbejdet videre med en aftale og finde ud af, hvordan den skal løses, fortæller borgmester i Stevns Kommune, Anette Mortensen (V).

Det nye samarbejde opstår af asken fra det nuværende Østsjællands Beredskab. Sidst i 2018 besluttede de otte medlemskommuner at opløse samarbejdet.

Og Køge er også interesseret i at samarbejde med Stevns

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune

Skal nå det inden årsskiftet

Det var uenighed om en større besparelse, der var årsag til skilsmissen.

- Østsjællands Beredskab opløses jo den 1/1 2020, og så skal de her beredskaber gerne være på plads inden da, så de er klar til at overtage, forklarer borgmesteren om den nye pardannelse.

Hun fortæller, at både Roskilde Kommune, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning og Køge Kommune var i overvejelserne som ny samarbejdspartner. Det blev dog hurtigt klart, at Roskildes geografiske distance ville være en udfordring, og så var der to muligheder tilbage.

- Vi har haft rigtigt gode dialoger med begge muligheder, men i sidste ende blev det Køge, fordi vi jo har andre strategiske samarbejder med Køge. Vi har vores forsyningsselskaber sammen, 10. klasse samt jobcenterfunktioner, lyder det.

Ingen omvæltning for borgerne

At beredskabssamarbejdet skal se anderledes ud i Stevns Kommune, når året er slut, bør dog ikke være noget, som den almene borger vil mærke synderligt til, lyder Anette Mortensens melding.

Det vigtigste for os er jo, at sikkerheden skal være den samme for borgerne, som den hele tiden har været.

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune

- Mange af de ting, der sker i dagligdagen, er jo det samme, som vi har været vant til. Altså vores vagtcentral forbliver den samme, det er samme politikreds, som vi har været vant til. Og vi har jo været i beredskab med Køge, så der er mange tingene, som vil være det samme, forklarer hun.

Og brandbilerne, de kører sig selv. Eller rettere sagt, så kører Falck dem. Og i starten af året indgik Østsjællands Beredskab en ny otte-årig aftale med Falck, som ikke bliver påvirket af bruddet.

- Det vigtigste for os er jo, at sikkerheden skal være den samme for borgerne, som den hele tiden har været. Det har jo været vores største opgave at sikre, og det tror vi på, at vi kan på den her måde, konstaterer Anette Mortensen.

Til at begynde med bliver det et samarbejde, hvor Stevns Kommune køber administrative ydelser af Køge Kommune. De indgår derfor ikke i et paragraf 60-selskab, som Østsjællands Beredskab er.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App