Nyt sundhedsudspil: Kæmpe reform skal sikre bedre behandling til patienterne

Regeringen fremlægger netop nu et nyt udspil til en sundhedsreform.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen præsenterer netop nu en storstilet plan for sundheden i blandt andet vores region.

- Patienten skal sættes først – vi tager patientens parti. Med udspillet her i dag, sætter vi en retning, som over de næste år skal skabe et bedre sundhedsvæsen, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han onsdag præsenterede den store plan om en reform af sundhedsvæsenet, som han og regeringen ønsker gennemført.

Med sundhedsreformen vil regeringen afsætte seks milliarder kroner ekstra til sundhed i en såkaldt nærhedsfond, der skal styrke det nære sundhedsvæsen.

Det skal patienterne blandt andet opnå

  • Flere opgaver skal klares i kommunerne. Det betyder, at der årligt vil være 500.000 færre ambulante besøg på sygehusene, og 40.000 færre indlæggelser.
  • Lægevagterne skal strømlignes i hele landet. Borgere skal fremover kunne kontakte lægevagten via telefonnummeret 1-1-3.
  • Der skal skaffes flere sygeplejersker og flere praktiserende læger
  • Patienterne skal opleve bedre overgange, når de udskrives fra sygehusene.

Reformudspillet har fået den mundrette titel 'Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder'. Ifølge Løkke har det til sigte at bringe sundhedsvæsnet tættere på borgerne, mindske geografiske forskelle på behandlingskvaliteten og spare på administrationen.

Artiklen fortsætter under videoen.

På dagens pressemøde fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens nye sundhedsudspil, hvor tanken er, at man vil sætte patienten først og skabe et stærkere sundhedsvæsen.

Regionsrådene nedlægges

Planen betyder, at Region Sjælland bliver nedlagt, og at opgaverne i stedet varetages af en national bestyrelse med titlen: ”Sundhedsvæsen Danmark”, som får hovedsæde i Århus. En sundhedsforvaltning herfra overtager det område, der hidtil har været Region Sjælland.

- I stedet for regionerne etablerer vi fem nye sundhedsforvaltninger, der skal stå for en professionel drift. De fem sundhedsforvaltninger får den samme geografiske afgrænsninger og centrum, som vi kender i dag, Ålborg, Viborg, Vejle, Sorø, siger Lars Løkke.

Regeringen ser gerne, at de fem regionsrådsformænd påtager posten som formand for sundhedsforvaltninger i tre år efter, de bliver oprettet.

Region Sjælland blev oprettet i 2007 som led i den omfattende strukturreform, der afskaffede amterne. Region Sjælland var en sammenlægning af Storstrøms- Roskilde- og Vestsjællands amter.

Regionen har omkring 15.000 ansatte og et budget på omkring 15,9 millioner kroner.

Sådan skal regionernes opgaver fordeles

Alle opgaver, som regionerne har i dag, som ikke er sundhed, deles mellem kommuner eller staten.

 

Det, vi ved er, at staten overtager opgaven med jordforurening, kulturopgaverne og ungdomsuddannelserne. Kommunerne får ansvaret for den kollektive trafik, det specialiserede socialområde og specialundervisning for børn og regioner.

21 nye sundhedsfællesskaber

Samtidig skal der oprettes  21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber rundt omkring landets akutsygehuse, hvor lokale bestyrelser fremover skal tage sig af driften af de regionale sygehuse i Køge, Holbæk, Nykøbing Falster og Slagelse.

Her er planerne for sundheden i vores område

  • Staten overtager den overordnede planlægning af sundhedsvæsenet. En årlig plan skal definere, hvordan sumndhedsvæsenet skal ændres og vedligeholdes, i praksis er det en ny, national myndighed med navn Sundhedsvæsen Danmark, der skal passe sygehusene. Denne myndighed får hovedkvarter i Aarhus.
  • Sundhedsvæsen Danmark skal fremover tage sig af opgaver med at koordinere opgaver som akuthjælp og it-projekter, som eksempelvis Sundhedsplatformen.
  • Region Sjælland nedlægges, og erstattes af en ny sundhedsforvaltning under den nye nationale myndighed, Sundhedsvæsen Danmark. Den nye sundhedsforvaltning skal have en selvstændig bestyrelse. Regeringen vil gerne have, at den nuværende regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fortsætter som formand for den nye sundhedsforvaltning.
  • Sygehusene skal tage sig af de mest specialiserede opgaver – men skal arbejde mere sammen med kommuner og lægerne
  • Der oprettes til det fire sundhedsfællesskaber i vores område, der skal skabe bedre overgange mellem sygehus, kommune og egen læge.

Ambitionen er, at de 21 nye sundhedsfællesskaber skal bygge bro og være et samarbejdsforum mellem sygehuse, praktiserende læger og kommune.

Endnu ved vi ikke, hvor sygehusene i Næstved og Roskilde er i den plan.

Se hele pressemødet her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vil undgå tusindvis af indlæggelser på sygehusene

En del af sundhedsreformen er også, at flere patienter skal behandles tættere på hjemmet. Flere ukomplicerede behandlinger skal udføres af ens egen læge eller af det kommunale sundhedspersonale.

Det betyder, at der i udspillet er en målsætning om 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 færre indlæggelser på sygehuset frem mod 2025.

"Det vil være til gavn for borgerne. Og sygehusene kan gøre mere af det, de er bedst til. Dermed vil reformen forebygge et pres på sygehusene", står der i udspillet.

Flere praktiserende læger og flere sygeplejersker

Sundhedsreformen vil også give de praktiserende læger en endnu større rolle, og derfor er der behov for at uddanne flere speciallæger i almen medicin.

Med sundhedsreformen vil regeringen løfte antallet af uddannelsesstillinger med yderligere 100. Dermed øges dimensioneringen af almen medicin inden for den lægefaglige videreuddannelse med i alt 60 hoveduddannelsesforløb i 2019 og 100 forløb i 2020. Det vil sige i alt 160 ekstra pladser.

Regeringen ønsker også at øge dimensioneringen af sygeplejerskeuddannelsen yderligere med minimum 150 pladser årligt frem mod 2022. Det betyder, at optaget i 2019-2022 øges med i alt 2.000 flere sygeplejersker.


Nyhedsoverblik