Succes-projekt: Ældre med overskud giver en hånd til udsatte unge

I Odsherred Kommune har man slået to fluer med et smæk: Man har groft sagt givet de ældre borgere noget at gå op i, mens man har sørget for at give kommunens udsatte unge nogle nye, stærke og troværdige relationer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

”Del din passion!”

Sådan lyder opfordringen fra Odsherred Kommune til såvel ældre, ressourcestærke borgere som udsatte unge.

For parterne har begge noget at vinde, mener kommunen.

quote Hun er der for mig, og hun støtter og vejleder mig. Så hun vil altid være en del af mit liv.

22-årige Tazja Hansen om 73-årige Lone Raunsø

- De steder, hvor det lykkes, bliver det til nogle ret givtige fællesskaber. Og det gælder for begge parter, forklarer Anders Vedberg, der er afdelingsleder i Odsherreds Kommunes Ungeenhed.

Odsherred Kommune er en af de kommuner i landet, der er hårdest ramt, når det gælder antallet af udsatte unge.

Det viser en ny rapport fra Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

Netop af den årsag besluttede kommunen at gå alternativt til værks.

Stærke bånd på tværs af alder

Mødet mellem ældre og unge kommer i stand ved, at parterne enten hver for sig eller i fællesskab finder ud af, hvad der interesserer dem, og derefter bliver matchet med hinanden.

22-årige Tazja Hansen blev, da projektet blev søsat, spurgt, om der var noget, hun godt kunne tænke sig at prøve eller lære.

- Jeg vil gerne lære at lave ”mormormad”, for det har jeg ikke rigtig kendskab til, lød det fra den unge, enlige mor.

Og her stod 73-årige Lone Raunsø klar til at træde til. Hun er pensioneret og deler gerne ud af både tid, opmærksomhed og kogekundskaber.

- Når man som ældre gerne vil hjælpe og støtte, samler man ofte penge sammen til et afrikansk projekt. Men det er vi så trætte af. Vi vil hellere ud og gøre noget sammen med udsatte, forklarer Lone Raunsø.

Der er smil på læberne, når Lone Raunsø og Tazja Hansen sammen er i køkkenet.
Der er smil på læberne, når Lone Raunsø og Tazja Hansen sammen er i køkkenet. Foto: Lars Andersen - TV ØST

I dag har hun og Tazja Hansen fået et helt særligt bånd til hinanden. 

- Lone betyder rigtig meget for mig. Hun er der for mig, og hun støtter og vejleder mig. Så hun vil altid være en del af mit liv, forklarer Tazja Hansen. 

Meget mere end en madklub

Først var det bare de to, der mødtes for at lave mad. Men siden har de startet en regulær madklub for unge og ældre, der en gang om måneden mødes over en bid "mormormad", fælles hygge og sammenhold.

Hver gang madklubben mødes, har én ung og én ældre i fællesskab lavet maden.

Og selvom netop maden startede med at være det centrale, er det nu i langt højere grad relationerne, der er i højsædet.

- Det handler slet ikke kun om maden. Jeg får også noget andet ud af det. Jeg får også nogle gode snakke om, hvordan hverdagen fungerer, og hvad jeg lige synes, at jeg har svært ved i min hverdag. Og hvis der er noget, jeg har brug for hjælp til, så siger jeg bare til.

Sådan forklarer Tazja Hansen, der efter en hård opværkst nu er i gang med at uddanne sig til maler.

Kunstklub og dokumentarfilm

Madlavning er dog langt fra det eneste, de unge og ældre har kunnet findes fælles fodslag om. I løbet af efteråret har en kunstforening set dagens lys.

- Vi stiftede foreningen, fordi vi var flere, der var kunstnererisk interesserede. Vi arbejder med alle mulige former for kunst - alt fra tegning til digtskrivning, forklarer Sandy Valentin, der er kunstforeningens bestyrelsesformand.

Sandy Valentin og Amalie Valentin er begge med i kunstforeningen, der går under navnet 'Den tredje model'.
Sandy Valentin og Amalie Valentin er begge med i kunstforeningen, der går under navnet 'Den tredje model'. Foto: Emilie Grav - TV ØST

Hun og de andre unge i foreningen får hjælp af flere ældre borgere, der alle har erfaring fra foreningslivet. Men de unge kunstentusiaster får meget mere end bare organisatorisk støtte fra de ældre borgere:

quote Man får en anden form for anerkendelse og bekræftelse.

24-årige Sandy Valentin

- Man får en anden form for anerkendelse og bekræftelse. De er jo sindssygt gode til at fremhæve de her talenter, så man får jo større et selvværd i forhold til, hvad man tidligere har haft. Så jeg synes, at det har givet helt vildt meget, lyder det fra Sandy Valentin.

Andre unge og ældre er sideløbende i gang med flere lignende projekter rundt omkring i kommunen. Blandt andet arbejder en gruppe lige nu på at producere en dokumentarfilm, mens andre laver lokalradio.

Projektet vil fortsætte

’Del din passion’ er støttet af Velux-fonden med 1,6 millioner kroner over en treårig periode. Men hos kommunen ser de ingen årsag til at stoppe projektet, når støttekronerne løber op.

- Vi er heldige at have nogle projektmidler lige nu, så vi kan gøre det meget intensivt, og vi kan skabe noget viden sammen med nogle samarbejdspartnere, der kan komme andre kommuner til gode. Men selve indholdet i projektet har vi helt klart en intention om at forsætte, slår Anders Vedberg fra Odsherred Kommune fast.

Projektet, der er skabt med vejledning fra Socialt Udviklingscenter, løber ind til nu frem til og med 2019.

Herefter er det planen, at idéen om at samle unge og ældre skal deles med andre kommuner, der ligeledes oplever udfordringer med udsatte unge.

Indslag: Kom med en tur i madklub.

Nyhedsoverblik