Søstre vil bestige Kilimanjaro for at støtte syge børn

To søstre fra Fuglebjerg vil bestige Afrikas højeste bjerg for at samle penge ind til aktiviteter for indlagte børn på landets hospitaler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hen ad stien traver 19-årige Caroline Elsner og 23-årige Anna Sofie Elsner.

De to søstre fra Fuglebjerg har taget hul på flere måneders træning ved Sorø Sø.

- Vi starter nu på ti kilometer, og så skal vi ende med at kunne gå et maraton. Og så går vi på trapper hver uge eller flere gange om ugen helst. Og så laver vi både cardiotræning og styrketræning, siger Anna Sofie Elsner.

Til september venter der søskendeparret en stor udfordring, som kræver god fysik og stærke benmuskler. De har nemlig sat sig for at bestige Kilimanjaro i Tanzania.

- Jeg glæder mig. Jeg er spændt på, om jeg bliver højdesyg. Det er nok den største udfordring, siger Caroline Elsner, der lige for tiden nyder sit sabbatår.

quote Det er et mega godt formål at kunne samle penge ind til syge børn. Så de syge børn kan få det bedre, mens de er indlagt

Anna Sofie Elsner

Kilimanjaro er 5.895 meter højt og dermed Afrikas højeste bjerg. Men søstrene gør det ikke kun for deres egen fornøjelses skyld.

-  Nej, det kan man ikke sige eller jo, men vi gør det også for, at vi kan samle en masse penge ind til Børneulykkesfonden og Legeheltene, siger Anna Sofie Elsner, der til daglig læser pædagogisk antropologi i København.

Med i 'Climb for Charity'

Søstrene vil bestige Kilimanjaro sammen med 48 andre som en del af velgørenhedsprojektet 'Climb for Charity' for at samle penge ind til aktiviteter til syge børn.

Målet for kvinderne er at gennemføre den godt 35 kilometer lange rute og nyde udsigten på toppen af Kilimanjaro.
Og for hver højdemeter, de når, kan private eller virksomheder donere et valgfrit beløb fra fem øre til to kroner.

Midlerne fra bjergbestigningen går så til Børneulykkesfondens projekt Legeheltene.

Indtil videre har Anna sofie og Caroline Elsner 11 sponsorer. Så hvis de begge når bjergets top på 5.895 meter, kan de give Legeheltene knap 22.000 kroner.

- Det er et mega godt formål at kunne samle penge ind til syge børn. Så de syge børn kan få det bedre, mens de er indlagt, siger Anna Sofie Elsner.

- Ja, samtidig med at det er en stor personlig udfordring, så er det også fedt, at man kan hjælpe andre samtidig, siger Caroline Elsner.

Vil skabe mere leg og bevægelse på hospitalet

Legeheltenes fineste opgave er at bringe mere leg og bevægelse ind i hverdagen på landets hospitaler. Som for eksempel på Hvidovre Hospital, hvor Camilla Vinther Olsen er legehelt på Børne- og Ungeafdelingen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Legehelten Camilla Vinther Olsen kommer en gang om ugen forbi Børne- og Ungeafdelingen for at lege med børnene.
Legehelten Camilla Vinther Olsen kommer en gang om ugen forbi Børne- og Ungeafdelingen for at lege med børnene. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

En gang om ugen kommer hun og leger med de børn, der enten er indlagt på hospitalet eller går til kontrol på afdelingen.

-  Målet er, at vi får aktiveret børnene, så de ikke bare sidder stille. Målet er også, at vi får en masse smil frem, selv om vi er i et meget seriøst mljø, siger Camilla Vinther Olsen.

Ifølge overlæge Klaus Børch er selve legen meget vigtig for børnene på Børne- og Ungeafdelingen.

- Det er meget vigtigt for børn at kunne lege. Det er vigtigt, at vi har nogen, der kan hjælpe dem med at få mulighed for at lege ligesom der hjemme. Det kan Legeheltene i den grad, siger Klaus Børch, der er overlæge på afdelingen.

Konceptet omkring Legeheltene er startet op af Børneulykkesfonden i Aarhus, Odense og København. Og her på afdelingen sætter de pris på, at 'Climb for Charity' støtter Legeheltene.

- Det er helt sikkert en stor opgave at bestige Kilimanjaro. Det er også en stor opgave at samle penge ind. Jeg synes, det er en god anledning, og det er godt, man kan bruge sådan en anledning til at få samlet penge ind til Legeheltene, siger Klaus Børch.

Storesøster har prøvet det før

Den 7. september tager søstrene Anna Sofie og Caroline Elsner af sted mod Tanzania. Men storesøster Anna Sofie har allerede kæmpet sig op ad Kilimanjaro en gang før.

- Det var nok en af de største udfordringer i mit liv. I hvertfald den sidste nat var det svært at komme op, siger Anna Sofie Elsner.

Hun gik også ruten med holdet bag 'Climb for Charity' dengang tilbage i september 2017. På toppen af Kilimanjaro fangede hun solopgangen med sit kamera. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses solopgangen fra toppen af Kilimanjaro, som Anna Sofie Elsner tog et billede af tilbage i september 2017.
Her ses solopgangen fra toppen af Kilimanjaro, som Anna Sofie Elsner tog et billede af tilbage i september 2017. Foto: Anna Sofie Elsner

- Det, tror jeg, er den flotteste solopgang, jeg har oplevet i hele mit liv. Når man står deroppe og kan se solen stå op, og kan se det andet bjerg i Kenya, der reflekterer sin skygge ind på skyerne. Alle farverne, der bare bliver reflekteret i skyerne. Det er vildt flot, siger Anna Sofie Elsner.

Du kan læse mere om søstrenes indsamling via linket her.


Nyhedsoverblik