Det var et ganske udsædvanligt tyveri, der tirsdag ramte en mand fra Øster Egesborg ved Mern på Sydsjælland.
Fra sit hjem fik han nemlig stjålet intet mindre end 31 kvælerslanger. Det usædvanlige tyveri skete tirsdag formiddag i tidsrummet 9-13, mens manden var i gang med at flytte.
De seneste år har jeg brugt alle mine penge på de slanger
Slangerne er kongepytoner og træpytoner og har en samlet værdi på mellem 100.000 og 130.000 kroner, vurderer manden, der ønsker at være anonym. Derfor udlover han nu en dusør på 10.000 kroner til borgere, som kan hjælpe politiet med at opklare tyveriet.
- De seneste år har jeg brugt alle mine penge på de slanger, og alene i sidste uge brugte jeg 30.000 kroner på to nye - de er jo væk nu, siger manden.
- I går (tirsdag, red.) var jeg sønderknust. Der kunne jeg ingenting. Jeg orkede ikke engang at køre ud og kigge på et hus, som jeg vil købe, siger manden
Selvom manden også fik stjålet andre ting, formoder politiet, at slangerne er stjålet med henblik på videresalg.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på 1-1-4.