Dorthe Thrane er social- og sundhedsassistent på plejecenter Oasen i Nykøbing Falster.
Hun udfører mange forskellige opgaver i løbet af en arbejdsdag, for eksempel skal hun dosere medicin til beboerne og sørge for, at de får mad.
Dorthe Thrane har arbejdet på plejecenteret i seks år. Og hun er glad for at møde ind hver dag.
- Det er fedt at føle, at man hører hjemme et sted. Jeg elsker at være her, og jeg elsker at gøre en forskel, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Beboerne på Oasen er også glade for Dorthe Thrane.
- Der findes ikke nogen bedre end Dorthe, siger Anna Olsen.
- Hun er guld værd for mig, siger hun.
100 velfærdstalenter skal hædres
Det var Charlotte Sarup, der for et par måneder siden indstillede Dorthe Thrane til at modtage hæder som et af årets velfærdstalenter. Hun er leder af Plejecenter Oasen.
- Dorthe skal hyldes, fordi hun er en medarbejder, der er 100 procent engageret i sit arbejde, siger hun.
- Hun fortjener at få at vide, hvilken fantastisk medarbejder og kollega, hun er, siger Charlotte Sarup.
Artiklen fortsætter under billedet.
Positiv omtale
Det er fagforbundet FOA og pensionsselskabet PenSam, der har kåret de 100 velfærdstalenter under 35 år.
Formålet er blandt andet at sætte positivt fokus på servicefag som portører, pædagogmedhjælpere og social- og sundhedsassistenter.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi synes, det er rigtig vigtigt at huske på, at der er rigtig mange, der skaber menneskelig værdi hver dag i alle egne af Danmark. Vi er måske ikke altid helt gode nok til at anerkende det, og det vil vi gerne gøre op med, siger Marie Foltmann, der er underdirektør i Pensam.
Dorthe Thrane tager gerne imod skulderklappet. Især fordi hendes fag ikke altid bliver omtalt på den mest positive måde.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Oftest er det de dårlige sager, der kommer frem i medierne, siger Dorthe Thrane.
- Så det er da enormt fedt at få at vide, at man gør noget godt, og at dem inde på Christiansborg også ser det, siger hun.
- Jeg får tit at vide; passer du bare de gamle mennesker, arbejder du bare på et plejehjem, hvorfor gider du det, til den løn du får? fortæller Dorthe Thrane.
Men de fordomme kan hæderen som et af årets velfærdstalenter måske være med til at ændre.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi gør faktisk et rigtig stort stykke arbejde. Det kan godt være, at rammerne nogle gange bliver snævret ind, og at vi nogle gange får nogle klø, fordi vi arbejder med besparelser, men det er virkelig givende, siger Dorthe Thrane.
Kåringen af de 100 velfærdstalenter foregik torsdag den 25. april på Christiansborg.