Torsdag blev to unge mænd fra Falster anholdt af betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Økonomisk Kriminalitet, efter en større ransagninger i sag om særligt grove bedragerier.
De to mænd, der er henholdsvis 30 år og 27 år, sigtes ifølge Carsten Høj Hansen, leder af Økonomisk Kriminalitet, for bedragerier efter straffelovens skærpede bestemmelse om særligt grove overtrædelser ved salg over internettet gennem forskellige selskaber.
De sigtes desuden for omfattende skattesvig efter straffelovens bestemmelser.
Der er tale om en sag med mange forurettede og et stort antal involverede, hvor deres roller som medvirkende og stråmænd i selskaber skal afklares.
Derfor vil politiet under henvisning til den fortsatte efterforskning begære de anholdte fængslet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster i morgen, fredag klokken 09.30.
Carsten Høj Hansen ønsker ikke at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt. Der er venter stadig en omfattende efterforskning, hvor flere hundrede personer er involveret, og der kan forventes yderligere anholdelser i sagen.