Smuk natur, billige huse: Befolkningen boomer i Faxe Kommune

Flere kommuner i TV2 ØST's sendeområde vil ifølge en befolkningsprognose opleve stigende indbyggertal. Faxe er højdespringeren i statistikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Isa og Jimmy Nielsen står foran en vigtig beslutning. De har besluttet sig for at flytte fra hovedstadsområdet til provinsen med deres døtre og er i fuld gang med at finde drømmehuset.

I dag er de til fremvisning af et mørkeblåt træhus af sibirisk lærketræ på Sølvagervej i Faxe by - og den idé er de langt fra ene om. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at befolkningen i Faxe Kommune de næste 10 år ventes at vokse med 5,7 procent til lige under 38.000 borgere.

quote Dét, du giver for en et-værelses med fælles bad, det kan du få et rimeligt stort hus for hernede

Jimmy Nielsen, Albertslund

Det gør Faxe Kommune til det sted i TV2 ØST's område, som kan se frem til den suverænt største befolkningstilvækst - og det er der måske en grund til. 

- Wauw. Jeg må sige, jeg er sådan blæst bagover, udbryder Isa Nielsen, da de har været rundt i haven og huset for at kigge.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Isa og Jimmy Nielsen er klar til et nyt kapitel i deres liv. Isa Nielsen skal pendle til jobbet i Ishøj, mens Jimmy Nielsen blot kører fra deres nye bopæl som kørende sælger. 
Isa og Jimmy Nielsen er klar til et nyt kapitel i deres liv. Isa Nielsen skal pendle til jobbet i Ishøj, mens Jimmy Nielsen blot kører fra deres nye bopæl som kørende sælger.  Foto: Line Strand - TV2 ØST

152 kvadratmeter i Faxe eller 47 i Købehavn

Familien består af fire. Børnene, Sille på 15 år og Sara på 20, skal i gang med gymnasiet og studierne, så de er med på, at der nu skal ske noget nyt.

– Det er meget mere stille, end hvad vi er vant til. Det er en omvæltning, at man flytter væk fra sine venner, men det er nu, det passer, fordi vi skal noget nyt, fortæller Sara Nielsen.  

Artiklen fortsætter under billedet. 

De to søskende i familien, Sille Nielsen på 15 år (tv.) og Sara Nielsen på 20 år, er med på ideen om at flytte til provinsen. 
De to søskende i familien, Sille Nielsen på 15 år (tv.) og Sara Nielsen på 20 år, er med på ideen om at flytte til provinsen.  Foto: Line Strand - TV2 ØST

Når familien skal pege på, hvorfor de vil forlade Albertslund peger de på flere årsager:

- Grønne arealer, ro, pris. Ja, rigtig meget prisen. Man får meget mere for pengene herude, end du gør ind mod København, fortæller Isa Nielsen.

- Altså, dét du giver for en et-værelses med fælles bad, det kan du få et rimeligt stort hus for hernede. Pengene rækker lidt længere, siger Jimmy Nielsen.

Den vurdering er ikke ret langt fra sandheden. Huset er 152 kvadratmeter stort og koster 2.195.000 kroner. Med de nuværende kvadratmeterpriser vil man for samme penge blot få omkring 47 kvadratmeter bolig i København.

Det er ejendomsmægler Nicoline Sørensen fra Danbolig i Faxe, der står for rundvisningen og hos ejendomsmæglerkæden kan de bekræfte, at interessen for området er stigende.

- Vi kan godt mærke, at Faxe er blevet et attraktivt område. Det er både de unge børnefamilier og den ældre generation, hvor børnene er flyttet hjemmefra, der viser interesse, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet. 

 Det mørkeblå træhus er på 152 m² og koster 2.195.000 kroner. For samme beløb får man lige nu i gennemsnit 47 kvadratmeter i Københavns Kommune.
 Det mørkeblå træhus er på 152 m² og koster 2.195.000 kroner. For samme beløb får man lige nu i gennemsnit 47 kvadratmeter i Københavns Kommune. Foto: Line Strand - TV2 ØST

I de kommende år vil antallet af indbyggere stige 2,1 procent i hele TV2 ØST´s sendeområde. Det viser en befolkningsfremskrivning, som Danmarks Statistik har beregnet for de næste ti år. Stigningen kan dels skyldes, at indbyggerne i sendeområdet får flere børn, dels at der er større tilflytning.

Slagelse står eksempelvis til en stigning på 4 procent, Holbæk 4,7 procent, Ringsted  5,2 procent, mens andre kommuner står til mere beskedne stigninger i befolkningstallet på 2 procent, det gælder eksempelvis Sorø og Stevns. Kun Lolland står til en nedgang i antallet af indbyggere, nemlig på minus 5,4 procent. 

Opfylder mange kriterier

Ifølge beregningerne er Faxe Kommune det sted, der står til at opleve den allerstørste stigning. I følge fremskrivningen vil der i 2029 være 5,7 procent flere indbyggere i kommunen. Det svarer til 2084 personer.

Om familien Nielsen bliver iblandt de nye indbyggere, har de endnu ikke besluttet, men de er meget forelskede i det blå hus med den dejlige have med frugttræer og bålplads og har fået noget at tænke over.

- Det lægger temmelig meget op til de kriterier, vi efterspørger. Børnene er også begejstrede, og det er jo overdommerne, smiler Jimmi Nielsen.

 


Nyhedsoverblik