Slut med at afkalke elkedlen: Vandværk på Stevns fjerner kalken fra vandet

Som det første sted i Danmark fjerner Store Heddinge Vandværk 60 procent af kalken fra vandet. Borgerne ser både sine fordele og ulemper ved tiltaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det røde vandværk i Store Heddinge, der forsyner cirka 1.600 husstande, er blevet lidt af en seværdighed.

Andre vandværker kommer nemlig jævnligt på besøg for at set det blødgøringsanlæg, som vandværket tog i brug første juni som det første sted i Danmark.

- Selvom vi bor på Stevns kan vi sagtens være på forkant med udviklingen her i Vandkantsdanmark, siger John Bøjlund, formand, Store Heddinge Vandværk til TV ØST.

quote Folk har brokket sig over, at der var for meget kalk i vandet, og det har vi lyttet til

John Bøjlund, formand, Store Heddinge Vandværk

Anlægget, der fjerner 60 procent af kalken fra drikkevandet, har kostet 3,5 millioner kroner. Men de penge er ifølge formanden givet godt ud, for området er normalt plaget af meget hårdt vand.

- Folk har brokket sig over, at der var for meget kalk i vandet, og det har vi lyttet til. Så da det blev muligt at opføre sådan et anlæg, så vi på det her, som vi nu har installeret, siger John Bøjlund.

Det smager ikke af noget

Marianne Dyring bor i udkanten af Store Heddinge og er en af de forbrugere, der ikke længere er plaget af problemer med det kalkrige vand.

quote Jeg har faktisk ikke ordnet toiletter for kalk, siden vi fik det her vand for en måned siden. 

Marianne Dyring, Store Heddinge

- Studserne på vandhanen og kalkrester på elkedler og kaffemaskiner er der altså ikke ret meget af mere. Jeg har faktisk ikke ordnet toiletter for kalk, siden vi fik det her vand for en måned siden. Og så bruger jeg heller ikke kalktablet i vaskemaskinen for at blødgøre længere. Det er ikke nødvendigt, siger hun.

Dog kan Marianne Dyring pege på én ulempe ved vandet, der nu kommer ud af hendes vandhaner.

Vandet smager ikke som det plejer, mener Marianne Dyring.
Vandet smager ikke som det plejer, mener Marianne Dyring. Foto: TV2 ØST

- Det smager ikke af noget, og det gjorde det før. Det smagte rigtigt godt og friskt, men det gør det altså ikke mere. Men det kan jeg sagtens leve med, når der er så mange fordele, siger Marianne Dyring.

At vandet ikke længere skulle smage af noget, er formanden for vandværket ikke enig i.

- Smagen kan vi jo diskutere, men den er ikke ændret. For det eneste, der er fjernet fra vandet, er kalken. Alle de andre salte er der stadig, siger John Bøjlund.

Kalken ender som små kugler

Det er Sorø-virksomheden Danwatec, der har produceret det nye anlæg på Hollandsk licens.

I vandværket i Store Heddinge står nu en cylinder. Her får vandet, der bliver pumpet op, tilføjet bittesmå sandkorn. Kalken i vandet sætter sig på disse og sandkornene forvandles til små kalk-kugler, der kan fjernes fra vandet.

- Vi forventer at fjerne mellem 60-65 ton af de her kugler fra vandet, og de kan så efterfølgende bruges som kyllingefoder eller jordforbedring, siger John Bøjlund.

De små sandkorn ender sådan her.
De små sandkorn ender sådan her. Foto: TV2 ØST

Nyhedsoverblik