Slæbebåd tørner ind i tankskib

Et tankskib, der sejler under græsk flag, er af Søfartsstyrelsen tilbageholdt i Storebælt ud for Kalundborg Fjord, efter at skibet torsdag eftermiddag kolliderede med en slæbebåd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ulykken skete klokken 12.45, da tankskibet var ved at levere brændstof til et andet tankskib, der er indregistreret på Marshalløerne.  Det oplyser vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter.

Den græske tanker blev under manøvren med at levere brændstoffet fra skib til skib ledsaget af tre slæbebåde fra Kalundborg.

Den ene af dem fik problemer med generatoren og mistede strømmen, så den ikke kunne styres og sejlede ind i siden på tankskibet.

 Begge skibe fik skader. Slæbebåden er sejlet ind til Kalundborg, men tankeren ligger stille ud for Kalundborg Fjord.

Her er den blevet besigtiget af Søværnets skib "Rota", hvis besætning har taget billeder af skaderne og overbragt beskeden fra de danske myndigheder om, at skibet tilbageholdes, indtil skaderne er blevet vurderet.

      - Der er sandsynligvis kun tale om skrammer, men Søfartsstyrelsen har valgt at tilbageholde skibet og afvente besigtigelsen af skaderne, siger vagtholdslederen.

Skibet vil fredag blive besigtiget af forsikringsselskabet, der skal sige god for, at skibet er sødygtigt. 

 Skibet ventes at kunne sejle videre fredag, når besigtigelsen har fundet sted.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik