Skrotfirma hiver kommune i retten - kræver millionstor erstatning

En skrotvirksomhed stævner nu Slagelse Kommune for at have presset dem ud af inderhavnen i Korsør. De kræver et tocifret millionbeløb i erstatning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En beslutning om at udelukke en ud af to skrotvirksomheder på inderhavnen i Korsør kan nu få konsekvenser for Slagelse Kommune.

Skrotvirksomheden HJM Recycling fra Helsingør, som ligger op ad erhvervsejendommen Glasværket, har nemlig stævnet kommunen.

De kræver et tocifret millionbeløb i erstatning for tabt indtægt. Samtidig har de startet en klagesag ved Nævnenes Hus i Viborg.

Det skriver avisen Sjællandske.

Det sker, efter HJM Recycling i februar fik nej fra politikerne til at bygge en 10 meter høj støjmur. Den skulle have gjort, at firmaet kunne overholde støjgrænserne i miljøloven, når de udskiber skrot til hele Europa. Inden da havde flere nabovirksomheder klaget over støv, skrald og støj fra skrotpladsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skrotvirksomheden ønskede at bygge en 10 meter høj støjdæmpende mur, men forslaget blev afvist af Slagelse Kommune af æstetiske årsager.
Skrotvirksomheden ønskede at bygge en 10 meter høj støjdæmpende mur, men forslaget blev afvist af Slagelse Kommune af æstetiske årsager. Foto: Ida Valsted - TV ØST

Afviste byggetilladelse af støjmur af æstetiske grunde

Tilbage i februar afviste politikerne ansøgningen om byggetilladelse med den forklaring, at man ikke ville lade dem opføre støjmuren af æstetiske grunde. Det blev besluttet på et møde i kommunens Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalg, forklarede udvalgsformand Jørgen Grüner (SF).

Skrot i Korsør
Læs også
Skrotvirksomhed støjer og støver - får nej til 10 meter høj støjmur
Skrot i Korsør
Læs også
Skrotvirksomhed støjer og støver - får nej til 10 meter høj støjmur

- Begrundelsen for, at et enigt udvalg har besluttet at sige nej til, at der kan opføres en stor betonvæg her, er af hensyn til glasværket, til de 13 virksomheder, som ligger her og så er det af hensyn til områdets udvikling i øvrigt, sagde han dengang til TV2 ØST.

Afvisningen på byggetilladelsen blev givet med et såkaldt paragraf 14-forbud, hvilket betød, at virksomheden ikke måtte fortsætte driften.

Desuden arbejder politikerne på en ny lokalplan. Her må hele HJM Recycling’s nuværende område ifølge Sjællandske ikke længere bruges til tungt miljøbelastende arbejde som skrothåndtering, hvis planen vedtages.

Kræver mellem 30 og 40 millioner i erstatning

Nu kræver HJM Recycling, at Slagelse Kommune bliver dømt for at have givet et ugyldigt afslag på byggetilladelsen af støjmuren ved Retten i Næstved. Desuden ønsker de, at kommunen bliver gjort økonomisk ansvarlig for det store millionbeløb, som virksomheden har tabt, da de ikke har kunnet udskibe skrot fra Korsør.

Ifølge Sjællandske mister virksomheden dagligt omkring 200.000 kroner i omsætning, da produktionen i Korsør ligger stille. Dermed kan erstatningskravet løbe op i 30 til 40 millioner kroner, skriver avisen.

Artiklen fortsætter under billedet.

HJM Recycling holder til på inderhavnen i Korsør. Området er afgrænset af en fire meter høj stålskærm på tre af siderne.
HJM Recycling holder til på inderhavnen i Korsør. Området er afgrænset af en fire meter høj stålskærm på tre af siderne. Foto: HJM Recycling

I forbindelse med stævningen har Slagelse Kommune sat en advokat på sagen. Derfor ønsker formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalg, Jørgen Grüner, ikke at kommentere sagen yderligere, før den er afgjort.

I stævningen skriver skrotfirmaets advokat ifølge Sjællandske, at de ikke forstår politikernes nej til byggetilladelsen af støjmuren og det udstedte paragraf 14-forbud. Her lyder reaktionen:

- Der er ingen forklaring på, hvordan dette hænger sammen med, at støjvæggen skulle opføres i et område på en havn, som er udlagt til havneerhverv, og hvor de omliggende virksomheder består i diverse siloer og lagerhaller m.v. – såvel som den virksomhed, der er beliggende på den anden side af Glasværket tillige driver virksomhed med håndtering af skrot, skriver de.

Affald i Noret
Læs også
Vrede i Korsør: Vandet flyder med gammelt skrot
Affald i Noret
Læs også
Vrede i Korsør: Vandet flyder med gammelt skrot

Et af deres juridiske hovedargumenter for, at kommunen skal dømmes, lyder blandt andet, at kommunen har givet bindende forhåndstilladelse til, at der blev givet byggetilladelse af støjmuren.

Dertil vil HJM Recycling vise dokumentation for, at de med rette kunne tro, at man ville få tilladelsen til den 10 meter høje støjmur. Den skulle nemlig bygges ved siden af en dobbelt så høj lagerbygning og ved siden af en 40 meter høj silo, der begge lå nærmere byen end skrotpladsen.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Jesper Olsen, som er direktør for HJM Recycling, uden held.


Nyhedsoverblik