Skolestruktur stemt igennem efter maratondebat

Odsherred Kommune skal have ny skolestruktur. Foto: Ivan Nielsen - TV ØST

Samtlige partier stemte tirsdag aften for en ny skolestruktur i Odsherred Kommune.

Efter to en halv times debat skulle partierne i byrådet i Odsherred Kommune tirsdag aften stemme om en ny skolestruktur.

Og det endte med, at samtlige partier i byrådet stemte for en ny struktur – om end den endelige plan ikke var hverken Enhedslistens eller Venstres livret.

Først stillede Enhedslisten et forslag om, at otte skoler i kommunen skulle være selvstændige, men kun Venstre bakkede op. Det samme billede tegnede sig, da Venstre efterfølgende foreslog en struktur med seks selvstændige skoler, og kun Enhedslisten stemte for.

Men da ingen af de resterende partier - Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Odsherred Listen - stemte for de to forslag, endte det med den struktur, de fleste havde regnet med.

Den nye skolestruktur ser således ud:

  • I nord forbliver Grundtvigsskolen og Nordgårdsskolen i Nykøbing Sjælland som én skole sammen med Odden og Egebjerg skoler.
  • Højby Skole bliver selvstændig.
  • I syd bliver Vig Skole selvstændig i fremtiden.
  •  Bobjergskolen i Asnæs, Skolen ved Fjorden i Fårevejle og Vallekilde-Hørve Skole fortsætter som fælles skole med fælles ledelse.
  • I den den nye skolestruktur bliver de to navne Nordskolen og Sydskolen droppet. Skolerne får deres "gamle" navne tilbage.

Den nye skolestruktur træder i kraft efter sommerferien.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App