Skoleområde igen ramt af brande

00:50

Området omkring Rørby Skole ved Kalundborg har natten til mandag igen været ramt af brande. Det er femte gang på halvanden måned.

Natten til mandag har der igen været brand ved Rørby Skole på Bakkegårdsvej i Røby ved Kalundborg. Det er femte gang på halvandet måned, at området er ramt, og politiet har en mistanke om, at brandene kan være påsatte.

- Ingen af de forrige brande er opklaret, og vi har indtil videre heller ingen naturlig forklaring på, hvorfor der i nat gik ild i to skure ved Rørby Skole. Det ene er godt nok et bålskur, men selv hvis der har siddet nogen og hygget sig i det med et bål, de ikke har kunnet styre, er det mærkeligt, at der så også går ild i det andet skur 20 meter væk, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Denne gang fik politi og brandfolk meldingen om brand klokken 1.35, og ligesom de andre gange var det småbygninger omkring skolen, det gik ud over. Tidligere har der været ild i to legehuse ved skolen, og tennisklubben ved siden af har også oplevet at få sat ild på og omkring huset to gange.

Skoleleder ser ingen grund til bekymring

På Rørby Skole har skoleleder Bjørn Mortensen endnu ikke nået at danne sig et overblik over episoden og har derfor heller ikke informeret forældre og elever endnu. Han mener dog ikke, at der er grund til at tro, det skulle være skolen specifikt, gerningsmanden er gået efter.

- Det er klart, at det er utrygt, når det er så tæt på. Jeg mener dog ikke, at der er grund til bekymring, siger Bjørn Mortensen, der først fik besked om branden mandag morgen omkring kl. 8.

- Jeg har ikke fået så meget information, men jeg kan forstå, det er sket i nat, så det har ikke været til fare for nogle personer. Jeg tror heller ikke, det er målrettet vores skole specifikt, slutter han. 

Politiet hører meget gerne fra folk, der har oplysninger i sagen og kan træffes på telefon 114.

 

Her kan du se en oversigt over de fem brande:

 
  • Mandag 8. februar 2016 klokken 01.35. Bålskur og legehus - Bakkegårdsvej 22, Rørby 4400 Kalundborg,
  • Søndag 24. januar 2016 klokken 02.11 Tennisklub/sportsplads, Ild i klubhus Bakkegårdsvej 14, Rørby, 4400 Kalundborg – træskur ved klubhus brændt
  • Tirsdag 12. januar 2016 klokken 00.37. Tennisklub/sportsplads ild i klubhus, Bakkegårdsvej 15, Rørby, 4400 Kalundborg – skraldespand på bygning brændt
  • Lørdag 26. december 2015 klokken 00.48 Bakkegårdsvej 22, Rørby, 4400 Kalundborg -  Legehus brændt
  • Torsdag 24. december 2015 klokken 01.45 Rørby Skole, Bakkegårdsvej 22, 4400 Kalundborg – legehus brændt

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App