Berørt skipper: Han svømmede væk fra redningskransen

Skipper fra bådulykken i Karrebæksminde Bugt fortæller, den iranske mand svømmede væk fra redningskransen og sank under vandet usandsynligt hurtigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 30-årig iransk mand fra teltlejren i Næstved er endnu ikke fundet efter torsdagens sejltur i Karrebæksminde Bugt.

Skipperen, der var ombord på Agabe skibet, står nu frem og fortæller hans oplevelse af episoden til TV ØST.

- Cirka ti meter fra skibet kommer en mand i problemer. Vi smider en redningskrans i, men han tager et armtag væk fra kransen og tager ikke imod den. Den ligger lige foran ham, siger Arne Hjul Pedersen, skipper af skibet Agabe, til TV ØST.

quote Vi er meget påvirket af det. Vi har gjort alt hvad vi kunne

Arne Hjul Pedersen, skipper af skibet Agabe

Arne Hjul Pedersen fortæller, at manden får ordre på at svømme ind mod skibet. Men eftersom han ikke gør det, vurderer Arne Hjul Pedersen hurtigt, at der er noget galt. Derfor reagerer han med det samme.

Skipper: Det var vanvittigt kaotisk

Skipperen sender en svømmer i vandet med en ekstra krans.

- Da han når ud til ham, dykker han under i løbet af 30 sekunder.  Munden begynder at være under vandet helt unødvendigt hurtigt. Svømmeren var ellers sikker på, at han kunne rede ham, siger Arne Hjul Pedersen.

Ifølge skipperen vil man normalt kæmpe for at gå imod redningskransen, og kan derfor ikke fortælle hvad årsagen var til, at han ikke svømmede imod den.

quote Svømmeren var ellers sikker på, at han kunne rede ham

Arne Hjul Pedersen, skipper af skibet Agabe

- Det var vanvittigt kaotisk, siger Arne Hjul Pedersen.

Kort forinden havde manden fra asylcentret svømmet glad og helt normalt rundt. Arne Hjul Pedersen beskriver ham som en ’mægtig svømmer’ , der var i god og fysisk form.

Dybt berørt af oplevelsen

Det er tydeligt, at skipper Arne Hjul Pedersen er berørt af sagen, da TV ØST talte med ham. Han er et par gange under interviewet nødt til at afbryde og samle sig.

- Vi er meget påvirket af det. Vi har gjort alt hvad vi kunne, siger han.

Arne Hjul Pedersen har endnu ikke modtaget krisehjælp.

På båden var 37 beboere fra teltlejren i Næstved. Man forsøgte at lede efter manden i en helikopter, men allerede senere på eftermiddagen valgte politiet at indstille eftersøgningen af den forsvundne mand helt. 


Nyhedsoverblik