SF vil i regering – flere års nedtur skal være slut

Analyse. Pia Olsen Dyhr vil ikke tilbage til hængekøjen. Hun vil i ministerbilen.

Sådan lød vurderingen af Socialistisk Folkeparti (SF) fra politisk kommentator og tidligere politiker Hans Engell i avisen Jyllands-Posten i marts 2017.

Og meget tyder på, at Engell har ret, selvom valget i 2015 markerede endnu en nedtur for SF, der gik fra ni mandater til syv. Her i Sjællands Storkreds tabte partiet et mandat og måtte nøjes med ét i form af den unge Køge-politiker Jacob Mark.

Ham vender vi tilbage til.

Først skal vi se nærmere på, hvorfor SF stadig ligger og roder rundt omkring fire-fem procent af stemmerne i meningsmålingerne – og samtidig går med regeringsdrømme.

12 år med splid og kampe

Svaret finder vi i historien om et parti, der har været både stort og småt, og som har måttet sande, at svaret på alt godt ikke altid ligger i at sidde med i en regering.

12 år. Så langt tilbage i historien skal vi for at finde det punkt, hvor SF sidste gang for alvor havde fremgang hos vælgerne. I 2007 sagde 13 procent ja tak til den populære formand Villy Søvndal og hans parti, som gik 12 mandater frem. Ikke siden Gert Petersens velmagtsdage i 80’erne havde man set noget lignende.

Og i 2011 indgik SF så et regeringssamarbejde med Radikale Venstre (R) og Socialdemokratiet (S) anført af statsminister Helle Thorning-Schmidt - dog uden den store succes. Mange medlemmer mente, at partiet gav køb på sin traditionelle røde politik overfor de Radikales mere borgerlige linje.

I 2011 kvitterede vælgerne for det rodede regeringsforløb: SF gik syv mandater tilbage. Villy Søvndal trak sig efter valget og kastede dermed partiet ud i en blodig duel om formandsposten, hvor Astrid Krag og Annette Vilhelmsen kæmpede. Vilhelmsen vandt, og Krag tog sin exit til S.

Men hvis den nye formand havde håbet på fred og forsoning efter opgøret, så havde hun gjort regning uden vært. Adskillige SF-profiler forlod partiet i løbet af Vilhelmsens første hundrede dage som formand, og undervejs var der internt drama i gruppen om regeringens salg af Dong-aktier til Goldman Sachs. En sag der i sidste ende førte til, at SF i 2014 trådte ud af regeringen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Besøg af Støjberg, men nej til hendes politik  

At Pia Olsen Dyhr overtog et splittet SF er ingen overdrivelse.

Som følge af konflikterne i regeringstiden mistede partiet yderligere fodfæste, og folketingsvalget i 2015 var tæt på det dårligste valgresultat nogensinde – kun overgået af valget i 1977.

Så formandskabet for SF har ikke været en tur i den føromtalte hængekøje for Olsen Dyhr. Hun har måttet arbejde hårdt i forsøget på at rykke ved SF’s dalende stjerne.

Det har hun blandt andet forsøgt gennem udlændingepolitikken, hvor hun har sendt signaler om at ville noget nyt. I 2016 inviterede hun integrationsminister Inger Støjberg (V) med til SF’s landsmøde og talte blandt andet om ghettostop og forslag om at fjerne kontanthjælpen fra flygtningekvinder, der ikke er i uddannelse.

- Ja, det var lige før, da jeg hørte din landsmødetale i går, at jeg fik en fornemmelse af, at der er mere opbakning til min linje her end i Venstre, som Støjberg selv bemærkede ved lejligheden.

Men én ting er utraditionelle gæster på et årsmøde - noget andet er realpolitik. Faktum er, at SF i mange tilfælde har stemt imod regeringen og Støjberg på udlændingeområdet, selvom der - igen -  har været rod på de interne linjer.

Det så man for eksempel i 2016, hvor SF i første omgang stemte for at afvise asylansøgere ved grænsen i 'særlige krisetilfælde'. Men da det under lovbehandlingen stod klart, at lovforslaget også ville gælde uledsagede flygtningebørn, vendte partiet på en tallerken.

S er gået solo

Men SF har også sagt ja til stramninger på udlændingeområdet.

Som for eksempel regeringens ghettopakke, der sidste år blev stemt igennem med støtte fra både S og SF. Det overraskede SF-støtter, men ikke de politiske kommentatorer.

Og så er vi tilbage ved Engells udtalelse om et SF, der vil tilbage ved regeringsbordet, hvis næste valg falder ud til rød bloks fordel. Partiet vil gerne vise sig ansvarlig og regeringsduelig, og det kan det kun, hvis medlemmerne bakker op, når der skal vedtages politik.

Men rød blok er ikke en samlet enhed og har ikke været det, siden Mette Frederiksen i starten af juni 2018 meldte ud, at Socialdemokratiet går til valg på en et-parti-regering. De vil slå blokpolitikken i stykker.

SF peger fortsat på Mette Frederiksen

Socialdemokratiets udmelding fik antallet af statsministerkandidater til at stige voldsomt. Først meldte Alternativet ud, at Uffe Elbæk er deres statsministerkandidat, og bagefter var det Enhedslisten, der sagde, at Pernille Skipper er deres bud på en kvinde i front.

Det eneste parti i rød blok, der gik en anden vej, var SF.

- SF har selv erfaringer med at sidde i regering med De Radikale, og det er ikke en dans på roser, når vi snakker efterløn, dagpenge, velfærd og skat - og derfor synes jeg, det er klogt af Socialdemokratiet, at Radikale Venstre ikke får vetoret, har SF-formand Pia Olsen Dyhr sagt til DR Nyheder.

Hun har desuden ved gentagne lejligheder siden understreget, at Mette Frederiksen er SF’s statsministerkandidat, og at alt andet vil være som at ”forære Lars Løkke Rasmussen nøglerne til statsministerkontoret”.

At S går til valg på en et-parti-regering, tager Olsen ikke så tungt, men støtten er ikke et carte blanche til Frederiksen. SF går blandt andet til valg på, at Danmark skal have mindre ulighed, og i den forbindelse, har Olsen Dyhr klart meldt ud, at prisen for SF’s støtte hedder en afskaffelse af kontanthjælpsloftet.

Jacob Mark får med sikkerhed et mandat

10 SF-kandidater er noteret på stemmesedlen i Sjællands Storkreds. Men der er ikke så meget at rafle om, vurderer de kloge: SF får et mandat i Sjællands Storkreds, og det går til Jacob Mark.

Den blot 27 år gamle politiker, der kommer fra Køge, bragede ind på Christiansborg ved sidste folketingsvalg med 2948 personlige stemmer og blev kun overgået af SF’s formand. Jacob Mark er god til at sætte agendaen i medierne, og han har i alt seks ordførerskaber for partiet.

Men hvis SF får ekstra fremgang og kan fiske et mandat til i Sjælland Storkreds, kan flere reelt komme i spil.

Astrid Carøe er opstillet af SF i Sorø-Ringsted. Hun har støtte blandt partiets unge og vil kæmpe for mere retfærdighed og bedre transport- og uddannelsestilbud på Sjælland. Anne Valentine Berthelsen er en anden ung kvinde med godt netværk blandt partiets unge.

Artiklen fortsætter under billedet.

Blandt de resterende SF-kandidater finder vi Jan Bjergskov Larsen, Michael Graakjær og Jonas Ghiyati, der alle stillede op til kommunalvalget i 2017 uden at blive valgt ind i deres respektive kommuner, Roskilde, Stevns og Kalundborg. Bedre gik det for Annemette Johnsen, der nu er byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune.

Og så er Charlotte Poulsen fra Faxe, Mogens Stig Møller fra Odsherred og Judith Frederiksen fra Lolland også er at finde på stemmesedlen.

Er regeringsambitioner blot fugle på taget?

Tæller man mandater sammen, så ville SF, S og DF faktisk kunne danne regering i dag.

Men kan SF og DF være i regering sammen? Er det overhovedet sandsynligt, at S og DF kan og vil, når det kommer til stykket? Og hvor ender Alternativet og Enhedslisten med at lægge deres hat?

Det er kort sagt ikke muligt med troværdighed at spå om udfaldet af den kabale, og det understreger, at SF’s ambition om at komme i regering måske bare er fugle på taget.