Selvmordstruede unge sendt hjem uden hjælp – Region Sjælland svarer på kritikken

Tina Boel vil nu gå tilbage til psykiatriledelsen og rejse sagen for at komme til bunds i den. Foto: Thomas Nielsen - TV ØST

Psykiatriformanden i Region Sjælland tror på, at dialog er vejen frem, hvis man i fremtiden skal sikre selvmordstruede unge den hjælp, de har krav på.

To bosteder i regionen oplever, at de ikke kan få indlagt deres beboere, når de bliver psykotiske og selvmordstruede.

Beboerne bliver sendt hjem, uden den hjælp de har brug for, lyder det fra Michael Suhr og Erik Filthuht, der står i spidsen for henholdsvis Suhrs Udvikling og Botræning i Gislinge og Behandlingsstederne Søbæk i Jyderup og Holbæk.

Og den problemstilling, som bostederne rejser, har 23-årige Stefanie Neander oplevet på egen krop. Frem til sidste sommer boede hun på Behandlingsstederne Søbæk i Knabstrup. Hun skar i sig selv og var flere gange så langt ude, at pædagogerne på bostedet vurderede, at hun var til fare for sig selv.

Flere gange blev hun kørt akut til en af Region Sjællands psykiatriske skadestuer, oftest for blot at blive sendt hjem igen.

- Jeg sad og græd, og jeg råbte og sagde ind i hovedet på ham, at jeg ikke ville leve mere. Og så stak han mig bare nogle piller og sagde: "Spis dem her, så kan du ringe i morgen måske, hvis du får det værre", fortæller hun.  

01:16

Stefanie Neander har flere gange prøvet at blive sendt hjem fra en psykiatrisk skadestue, selvom hun selv sagde, at hun ikke ønskede at leve mere. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Luk video

Akutteams kan være løsningen

Sagen gør stort indtryk på Tina Boel (SF),  der er formand for Udvalget for Social og Psykiatri i Region Sjælland.

Det berører mig vældigt dybt, når jeg hører den her unge piges fortælling. Og der er ingen tvivl om, at har man brug for akut psykiatrisk hjælp, så skal man også have det

Tina Boel (SF), formand, Udvalget for Social og Psykiatri

Region Sjælland klarer sig dårligt, lyder kritikken. Der er ikke nok hjælp til selvmordstruede eller psykotiske unge. Hvad siger du til den kritik?

- Det berører mig vældigt dybt, når jeg hører den her unge piges fortælling. Og der er ingen tvivl om, at har man brug for akut psykiatrisk hjælp, så skal man også have det. Jeg tænker, at vi jo i psykiatrien arbejder med akutteams, som kan være en af løsningerne i samarbejdet med bostederne. Det er medarbejdere fra psykiatrien, der kommer ud og hjælper i eget hjem, eller, som i det her tilfælde, på bostederne, siger hun.

- Og så tror jeg, at dialog er vejen frem. Jeg vil da opfordre til dialog omkring det her. Hvad er det, der gør, at der er nogen, der oplever, at de ikke får den nødvendige hjælp? Det bliver vi nødt til at tale om.

Skulle have haft den efterspurgte hjælp

Du er inde på flere forskellige løsningsforslag, men bostederne efterlyser flere sengepladser. Flere til at tage sig af dem, der har det rigtig svært, fordi de havner i ingenmandsland. Hvordan skal dialog hjælpe på det?

Det kan blandt andet være, at bostedet for eksempel skal have nogle andre kompetencer, i og med at de har beboere, som kræver noget andet end en pædagogisk indsats

Tina Boel (SF), formand, Udvalget for Social og Psykiatri

- Det kan blandt andet være, at bostedet for eksempel skal have nogle andre kompetencer, i og med at de har beboere, som kræver noget andet end en pædagogisk indsats. Og måske kan psykiatrien dermed også kan give noget viden videre til bostedet, siger Tina Boel.

- Det hjælper selvfølgelig ikke på de sengepladser, der bliver efterlyst, men jeg tror, at vi bliver nødt til at samarbejde både bosteder, kommuner og psykiatri for at få en psykiatri, der favner det hele menneske.

Stefanie Neander har oplevet, at psykiatrien ikke kan magte opgaven, som det er i dag. Du snakker om langsigtede planer. Hvad skal man sige til de patienter, der står i hendes situation lige nu?

- Patienter, som er i den her situation, de skal have den hjælp, de har brug for. Jeg siger ikke, at der ikke kan være sket en fejlvurdering. Hvor der er mennesker, sker der også fejl. Men i det indslag, som jeg hører, skulle hun selvfølgelig have haft den hjælp, som hun efterspørger.

Tina Boel vil nu gå tilbage til psykiatriledelsen og rejse sagen for at komme til bunds i den.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App