Region Sjælland er i gang med at undersøge 8.700 kvinders patientjournaler for at finde ud af, hvor mange kvinder der har fået en mangelfuld brystundersøgelse i perioden 2013-2017, hvor Ringsted Sygehus undlod at følge de nationale kliniske retningslinjer, og efterfølgende har fået brystkræft.
- Vi ved endnu ikke, hvor mange det bliver, skønnet er mellem 50 og 150, skriver Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland, i en mail fra den 11. februar, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Det er første gang, at regionens skønsmæssige vurdering af resultatet af den igangværende undersøgelse kommer frem i offentligheden.
De nye oplysninger kommer kort efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag i sidste uge foretog en politianmeldelse af sagen, som nu efterforskes af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Inden da fyrede regionsrådet i februar sygehusdirektør Vagn Bach på grund af sagen.