​​​​​​​Sag om mangelfulde brystundersøgelser lå stille i seks måneder

Mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus kunne have været opdaget før. Foto: TV2 ØST

Styrelse modtog i december 2016 en klagesag, hvor overlægen beskrev de mangelfulde brystundersøgelser. Først seks måneder efter, så man på sagen. 

Styrelsen for Patientklager har til opgave finde ud af, hvad der er op og ned i en klagesag, når den lander på deres bord. 

I en konkret klagesag beskrev en overlæge i december 2016, at afdelingen på Ringsted Sygehus ikke fulgte de nationale retningslinjer på området. Fejlen bestod i, at kvinder, der var blevet henvist af egen læge med mistanke om brystkræft, kun fik en af tre typer undersøgelser.

- Vi indhenter materiale, i denne her situation en udtalelse fra den ledende overlæge og journalmateriale, og når det materiale kommer ind, så sker det, at nogen sager ligger stille, indtil sagsbehandleren ser på den, forklarer direktør Lizzi Krarup Jakobsen. 

Men først i november 2017 gav Styrelsen for Patientklager sagen videre til styrelsens tilsynsenhed, som kan gribe ind over for sygehuset.

- Der går seks måneder inden sagsbehandleren i den konkrete sag kiggede på det indhentede materiale, fortæller hun. 

Efterfølgende brugte sagsbehandleren fem måneder på at læse sagen igennem, høre sagens parter og sende dokumenterne videre til den sagkyndige, der skulle slå fast, om der var hold i klagen.  

- Da vi får svar tilbage fra den sagkyndige, at her er noget, der afviger fra de nationale retningslinjer, så orienterer vi øjeblikkeligt tilsynet, siger Lizzi Krarup Jakobsen.

En tragisk sag

I alt går der altså 11 måneder fra sagen lander hos Styrelsen for Patientklager, til man finder ud af, at brystundersøgelserne på Ringsted Sygehus ikke følger de nationale retningslinjer. 

- I sådan en sag, som på alle måder er utrolig tragisk, og vi har meget stor medfølelse med de kvinder, der er berørt af denne her situation, så er det også beklageligt, at vi ikke får læst materialet igennem i takt med, at det kommer ind, siger Lizzi Krarup Jakobsen, der fortæller at sagen giver anledning til at se på arbejdsgangene i styrelsen. 

- Vi ser på om ikke vi kan begrænse den tid, hvor sagen ligger stille, blandt andet ved at se på, om vi har de hænder, vi skal bruge til at løfte sagerne, og om vi arbejder på en effektiv måde, og om vi bruger vores resurser, der hvor det givet bedst mening, siger direktøren.  

- Jeg synes, at det beklagelige er, at sagen ligger i seks måneder, inden vi arbejder videre, efter vi har fået dokumenterne ind.

- Jeg håber virkelig ikke, at vi kommer til at stå med en tilsvarende sag. Vi arbejder hver dag, og har gjort det siden vi etablerede Styrelsen for Patientklager, på at se på, om vi bruger vores resurser og vores arbejdsprocedurer på den mest hensigtsmæssige måde, siger Lizzi Krarup Jakobsen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App