Sådan ser en hverdag ud på broen

Storebæltsbroen stod færdig i 1998 og har i 20 år skabt en forbindelse mellem danskere fra Øst og Vest og mellem bilister og bromedarbejdere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En times sejltur plus ventetid blev til 12 minutter. Sådan så virkeligheden ud, da Storebæltsbroen stod færdig i 1998.

Men da broen åbnede blev personalet på betalingsanlægget mødt af skældsord fra vrede lastbilchauffører og bromodstandere. Men nu har piben fået en anden lyd.

- God dag, lyder det ved betalingsanlægget, når endnu en bil kører fra lugen.

I dag kører 35.000 køretøjer i gennemsnit over broen om dagen, og i sidste år passerede i alt 12,8 millioner køretøjer Storebæltsbroen.

Bromedarbejder: Her er der ikke to dage, der er ens

En af dem, der er tættest på bilisterne hver eneste dag, er Rosa Larsen, der arbejder i betalingsanlægget. Torsdag den 14. juni skal hun være med til at fejre broen og spise morgenbrød med alle hendes kollegaer.

quote Her er der ikke to dage, der er ens. Jeg møder nye mennesker og nye problemstillinger hver dag

Rosa Larsen, medarbejder i betalingsanlægget på Storebæltsbroen

- Forhåbentlig er der en masse bilister, der råber tillykke. Det kunne da være hyggeligt. Det håber jeg.

Rosa Larsen har sagt ”god dag” til de mange forbipasserende i 13 år.

- Det er 13 år, der er fløjet afsted. Her er der ikke to dage, der er ens. Jeg møder nye mennesker og nye problemstillinger hver dag. Det er det her drive, der er her, der gør jobbet spændende.

Personalet får talt med bilister fra nær og fjern

En bro er jo i sagens natur et bygningsværk, der fører færdsel over en hindring og skaber kontakt mellem to parter. Rosa Larsen har haft den daglige kontakt med danskere, der har drønet over broen:

- Der er så mange gode historier hernedefra, siger hun.

quote Selvom vi kun lige har dem et splitsekund, har vi tid til lige at lytte til den hurtige historie, de gerne vil give os

Rosa Larsen, medarbejder i betalingsanlægget på Storebæltsbroen

- Det er en stor succeshistorie. Jeg har været så heldig at have et arbejde hernede i 13 år med masser af gode oplevelser, gode kunde, gode kollegaer og turister fra alle verdensdele.

Imens TV ØST følger Rosa Larsen i hendes arbejde, får hun brugt både den danske, tyske og engelske parlør.

- Guten tag. Danke, råber hun ud af ruden.

Flere bilister hilser og fortæller historier på vejen

Ifølge Rosa Larsen er der flere bilister, der kommer langvejs fra.

- Selvom vi kun lige har dem et splitsekund, har vi tid til lige at lytte til den hurtige historie, de gerne vil give os. Mange bilister kører langt, og så kommer de lige herned og får et lille stop, hvor der er én, der kan fortælle lidt til, siger hun.

- Det er et kæmpe lyspunkt for mig, når en kunde har tillid og synes, at det kunne være sjovt at fortælle mig noget.

Torsdag har bilister fra nær og fjern haft mulighed for at krydse broen hver eneste dag i 7.300 dage.

- 20 år er ingen alder. Vi tager gerne 20 år mere.

FAKTA OM STOREBÆLTSBROEN

  • Den faste forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark er 18 km lang og består af to broer og en tunnel.
  • Storebæltsbroen er den tredje største hængebro i verden, kun overgået af Akashi Kaikyo Bridge i Japan og Xihoumen Bridge i Kina
  • De samlede anlægsomkostninger for hele Storebæltsprojektet beløb sig til 21,4 mia. i 1988-priser. Omkostningerne blev anvendt stort set ligeligt på vej- og baneforbindelsen. Til dækning af anlægsudgifterne har A/S Storebælt optaget lån på danske og internationale kapitalmarkeder.
  • Betalingsanlægget har 13 spor i vestgående retning og 11 spor i østgående.
  • Storebæltsbroen består af Vestbroen og Østbroen, som mødes på Sprogø midt i Storebælt.

Nyhedsoverblik