Så er hun kåret: Holbæk får Danmarks yngste borgmester nogensinde

Den 25-årige Christina Krzyrosiak Hansen (S) er onsdag blevet kåret til ny borgmester i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæk har fået Danmarks yngste borgmester – nogensinde.

Det skete da Socialdemokraternes Christina Krzyrosiak Hansen kort efter klokken 18 blev valgt og derefter kåret som borgmester i kommunen.

Kåringen skete, da partikollegaen Ole Brockdorff (S) hængte borgmesterkæden om halsen den unge politiker, der siden valget er blevet 25.

 - Det er en stor oplevelse det her. Jeg er meget ydmyg for den tillid, som jeg er blevet vist - både fra vælgerne og kommunalbestyrelsen, sagde Christina Krzyrosiak Hansen efter kåringen.

Den hidtidige rekord for at være den yngste lå hos Michael Aastrup Jensen (V), der i 2001 blev valgt som borgmester i Randers. Han var 25 år, da valget blev afholdt.

Skal rydde op i økonomien

Christina Krzyrosiak Hansen besejrede ved valget den siddende borgmester Søren Kjærsgaard (V) efter en valgperiode med stor uro omkring økonomien i kommunen.

Kåringen kommer således også samme dag, hvor to kommunale chefer angiveligt er blevet fyret som en reaktion på budgetskred i kommunen. De får begge løn i et år som en del af deres fratrædelse.

Erfaren politiker

Christina K. Hansen er ikke ny i politik. Hun blev allerede som 20-årig i 2013 valgt ind i Holbæk Byråd.

Hun har siden sit valg arbejdet med den økonomiske situation i kommunen, blandt andet som medlem af kommunens økonomiudvalg.

Hun har endvidere været formand for udvalget ”Uddannelse og job”, der kan sammenlignes med socialudvalget i andre kommuner. 

Hun håber, at fortsat kan mærke livet som almindelig borger i kommunen, selvom hendes liv nu tager en anden drejning.

 - Jeg har altid brugt meget tid på politik. Men nu er det et fuldtidsarbejde. Og det glæder jeg mig meget til, siger hun.


Nyhedsoverblik