To rumænere idømt fængselsstraf og udvisning for organiseret kriminalitet

To rumænere er blevet idømt fængselsstraf og udvisning, efter de er kendt skyldige for organiseret kriminalitet af særlig grov beskaffenhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To rumænere er i en tilståelsessag blevet idømt 10 måneders fængsel og udvisning af Danmark ved Retten i Nykøbing Falster. 

Det skriver Folketidende. 

Det drejer sig om en 29-årig mand og en 36-årig mand, som nu er blevet dømt for organiseret kriminalitet af særlig grov beskaffenhed. Udover fængselsstraf har de fået et indrejseforbud i seks år.   

For i en svensk indregistreret Volvo har de to mænd kørt rundt i Sydsjælland og Lolland-Falster og afluret pin-koder, når folk betalte i supermarkeder. Derefter stjal de dankortet og hævede så mange penge som muligt, inden kortet blev spærret. Og så kørte de ellers videre til den næste by. 

Fik et udbytte på 98.000 kroner

Episoderne fandt sted mellem den 4. og den 24. marts, hvor ulovlighederne fik sin ende, da de blev anholdt i København, fordi bilnummeret var efterlyst. 

De to mænd erkendte sig skyldige i seks ud af syv forhold, som foregik i Maribo, Nykøbing Falster, Præstø, Stenlille og Dianalund. Det eneste de ikke erkendte sig skyldige i, var fra en episode i Aldi på Løjtoftevej i Nakskov - og det var til trods for, at overvågningsbilleder viste både den 36-årige mand og Volvoen på stedet. 

Ifølge avisen har de to rumænere fået et udbytte på 98.000 kroner. Tæller man forsøgene med, hvor dankortet blev afvist, ville de have fået 130.000 kroner ud af det. 

Begge mænd udbad sig betænkningstid, om de vil anke dommen. 


Nyhedsoverblik