Det var aften den 11. januar 2016, da den unge mand gik ind i en Aldi-forretning i Næstved iført en hue og tørklæde for ansigtet, skriver Sjællandske.
- Hit med pengene - alle sedlerne. Jeg har en kniv, sagde han ifølge avisen.
Det var dog lidt af et bluff, den nu 23-årige havde gang i, for reelt havde han ikke noget at true med, har overvågningsbilleder senere vist.
Jagtet væk med økse
Men det havde den unge, mandlige kasseassistent måske allerede regnet ud, for i stedet for at give røveren sin pengebeholdning rakte han i stedet ned og tog en økse, der tilfældigvis befandt sig ved kassen.
Og med den i hånden fik han skræmt røveren væk, som omkring en halv time senere blev anholdt af politiet og sigtet for røveriforsøg. I retten forklarede han ifølge Sjællandske, at han havde været i økonomiske problemer, og at det var det, der havde drevet ham til røveriforsøget.
Onsdag faldt dommen så, der lød på syv måneders ubetinget fængsel. En dom, der foruden røveriforsøget inkluderede straf for at have stjålet et mindre beløb fra sin mor samt at være i besiddelse 0,9 gram hash.