Den regionale deltager, Rødegård i Hørve, endte med en flot tredjeplads i den landsdækkende konkurrence Danmarks Smukkeste Bondegård. Gården tilhører Bente Ahlefeldt og ligger i Vindekilde nær Fårevejle.
Det oplyser Bygningskultur Danmark, som har afholdt konkurrencen for at sætte fokus på, at de unikke, danske bondegårde med stråtag er truede.
Vinderen blev slægtsgården Klægager i Ballum i Tønder Kommune, mens Bent Madsens gård i Assens Kommune hev en andenplads hjem.
Hele 15 gårde fra hele landet var med i konkurrencen.
- I vores øjne er alle 15 kandidater vindere, fordi de alle på hver deres unikke måde er repræsentanter for historisk bygningskultur – og med ejere der har lagt oceaner af kræfter og penge i at bevare dem. Men danskerne har stemt, og Klægager er afgjort en værdig vinder af konkurrencen - og en fantastisk repræsentant for Sønderjylland og for den vestslesvigske murede byggeskik, udtaler Birthe Iuel, formand for Bygningskultur Danmark, i en pressemeddelelse.
På www.bygningskultur.dk kan man se luftoptagelser filmet med drone og kamera af hver enkelt af de 15 kandidater.