Kommune begik fejl – nu kan rockere vende tilbage til landsby

Guldborgsund Kommune forbød rockergruppen Satudarah at samles på en ejendom i Egebjerg. Men kommunen glemte at høre ejeren af bygningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rockergruppen Satudarah kan vende tilbage til den ejendom i Egebjerg på Falster, som de i foråret fik forbud mod at samles på.

For da Guldborgsund Kommune gjorde brug af regeringens Bandepakke 3 og udstedte forbud mod at samles på ejendommen, blev der begået en fejl.

quote Man kan ikke anke den, og så skal det sgu være i orden, det man sender afsted

Henrik Fenneberg, beboer, Egebjerg

Det fremgår af en afgørelse fra Planklagenævnet, som TV ØST er kommet i besiddelse af.

"Planklagenævnet ophæver afgørelsen. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder." står der i afgørelsen.

Kan ikke ankes

Kommunen hørte nemlig ikke ejeren af ejendommen, før der blev nedlagt forbud, og det er en del af forvaltningslovens almindelige regler.

"Et samlingsstedsforbud er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betyder i forhold til den, der er part i sagen, at forvaltningslovens almindelige regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse", står der i Planklagenævnets afgørelse.

Hos beboerne vækker den afgørelse først og fremmest irritation.

- Den er irriterende, siger Henrik Fenneberg, der er talsmand for beboerne i området, til TV ØST.

- Det er selvfølgelig beklageligt, og det skulle man have været mere opmærksom på, for det er sådan, at Planklagenævnet er sidste instans. Man kan ikke anke den, og så skal det sgu være i orden, det man sender afsted, siger Henrik Fenneberg. 

Nabo Rockerborg Egebjerg
Læs også
Utrygge naboer til rockerborg har bedt om hjælp
Nabo Rockerborg Egebjerg
Læs også
Utrygge naboer til rockerborg har bedt om hjælp

Skal der skyderi til?

Han har læst Planklagenævnets afgørelse, og han hæfter sig desuden ved, at der i afgørelsen også lægges vægt på, at der ikke har været tilstrækkelig dokumentation for, at der var utryghed i området forbundet med rockergruppens tilstedeværelse.

Ifølge Planklagenævnet er beboernes utryghed ikke nok dokumentation for den afgørelse, kommunen foretog.

"Nævnet bemærker, at det i henhold til lovens forarbejder er en forudsætning, at et samlingsstedsforbud nedlægges i nært samarbejde mellem kommunen og politiet, da en stor del af dokumentationen i praksis vil skulle bestå af materiale fra politiet", står der i afgørelsen.

Men det er Henrik Fenneberg direkte uenig i.

- Man mener ikke, at der har været dokumentation for, at der har været væsentlig ulempe og utryghed i området, og det er jo virkelig en skrivebordsbeslutning af dimensioner, siger Henrik Fenneberg og uddyber:

- Vi havde jo politiet kørende derude tre-fire gange om dagen, vi havde motorcykler, vi havde trafikuheld og virkelig ubehagelige oplevelser igennem et stykke tid. Og hvis ikke det er væsentligt utryghedsskabende i sig selv, så ved jeg ikke, hvad der skal til - skyderi eller hvad? siger han.

Satudarah Egebjerg
Læs også
Satudarah får forsamlingsforbud i deres nye klubhus på Falster
Satudarah Egebjerg
Læs også
Satudarah får forsamlingsforbud i deres nye klubhus på Falster

Selvom Planklagenævnets afgørelse er endelig, så får det ikke Henrik Fenneberg til at opgive kampen. Ifølge TV ØST's oplysninger er der igen aktivitet fra rockergruppen i området.

- Ja, men så må vi jo på den igen. Det har jo ikke ændret på utrygheden i området, tværtimod. Det her er jo en kamp, som kræver flere slag, så vi må jo på den igen, siger han.

TV ØST arbejder på at få en kommentar fra Guldborgsund Kommune.


Nyhedsoverblik