Regioner foreslår erstatning til naboer til grusgrave

Regionerne foreslår en kompensation til borgere tlt på grusgrave. Her er det Bregninge Grusgrav. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Grundejere tæt på grusgrave kan opleve værditab og frustrationer og bør kompenseres, mener regioner.

I et brev til miljøministeren foreslår regionerne, at man indfører en ordning, så naboer til grusgrave fremover bliver kompenseret for deres værditab.

Det skriver Jyllands-Posten.

Flere nuværende grusgrave er ved at være tømt for sand og grus, mens behovet for sand de kommende år ventes at stige en hel del.

Derfor foreslår regionerne en kompensation, der skal minde om den, som naboer til vindmøller i dag kan få.

Udpeger nye områder til grusgrave

Pengene skal komme fra dem, der tjener på grusgravene.

Det handler om at tilgodese folk, der bliver berørt og oplever et værditab

Heino Knudsen (S), formand, Miljøudvalget, Danske Regioner

- Det handler om at tilgodese folk, der bliver berørt og oplever et værditab, siger Heino Knudsen (S), der er formand for miljøudvalget i Danske Regioner og formand for Region Sjælland, til Jyllands-Posten

- Vi kan se, at det er en god forretning for en hel del private aktører at indvinde råstoffer. Derfor bør der være basis for, at man lægger det ind i de aftaler, der indgås.

Regionerne er for tiden ved at udpege nye områder til grusgrave. Bare i Midtjylland arbejder man med 80 nye forslag.

Når der peges på nye arealer, medfører det protester fra naboer, lyder det fra regionen.

VIDEO: I 2018 var TV2 ØST på besøg i Bjerrede, hvor en stor grusgrav skabte oprør blandt borgerne.

06:32 Luk video

Dansk Byggeri støtter op

Dansk Byggeri repræsenterer ejerne af grusgravene og de entreprenører, der har hårdt brug for sand og grus til byggeri af boliger, veje og jernbaner.

Hos organisationen mener man, at en kompensation kan være en god idé.

- Grusgravene rykker tættere og tættere på bebyggede områder, samtidig med at adgangen til at udnytte grusgravene er presset af både fredninger og naboprotester. Og det er ikke nogen urimelig tanke at tale om en kompensation, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius fra Dansk Byggeri til Jyllands-Posten.

Han er heller ikke afvisende over for idéen om, at det er ejerne og brugerne af grusgravene, der skal betale kompensationen.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har ikke ønsket at kommentere forslaget over for Jyllands-Posten.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App