Regionen jubler over tysk godkendelse af Femern-projekt: - Det er en enorm lettelse og glæde

Regionsrådsformanden Heino Knudsen (S) glæder sig over den tyske godkendelse af Femern-forbindelsen. Det betyder jobs og en lysere fremtid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en milepæl.

Sådan lyder det fra flere parter, efter den tyske myndighedsgodkendelse af Femern-forbindelsen nu foreligger.

Det betyder nemlig, at både de tyske og danske myndigheder er enige om, hvordan forbindelsen skal bygges. Der skal bygges en 18 kilometer lang sænketunnel med en firesporet motorvej og en elektrificeret jernbane mellem Lolland og den tyske ø Fehmarn.

Og nyheden falder i god jord hos regionsrådsformanden i Region Sjælland, Heino Knudsen (S).

- Det er både en enorm lettelse og glæde over, at myndighedsgodkendelsen fra den tyske side nu er på plads, siger han.

quote Det er en milepæl, og derfor kan vi godt glæde os rigtig meget i de her dage

Heino Knudsen (S), regionsrådsformanden i Region Sjælland

- Det fortæller jo ikke bare, at vi er enige om, at der skal bygges en forbindelse under Femern, men det betyder også, at vi er enige om, hvordan det rent praktisk skal gøres. Så det er en meget, meget glædelig begivenhed, der er sket lige op til nytåret.

En lang ventetid

Hvorfor er det så stort?

- Det er det, fordi nu har vi ventet længe, og vi har arbejdet med forberedelserne i rigtig mange år. Nogle synes, det har trukket langt ud, men når det er så stort et projekt, vi taler om, så skal vi også have respekt for den proces, der er på både den tyske og danske side. Det er en milepæl, og derfor kan vi godt glæde os rigtig meget i de her dage, siger Heino Knudsen.

femern2.jpg
Læs også
De tyske myndigheder godkender Femern-forbindelsen: - Det her er en kæmpe milepæl
femern2.jpg
Læs også
De tyske myndigheder godkender Femern-forbindelsen: - Det her er en kæmpe milepæl

Oprindeligt skulle godkendelsen ligge klar allerede i 2015. Men godkendelsen endte i en to år lang høringsperiode, som blandt andet betød, at Femern A/S skulle forhandle med entreprenørerne om tunnelkontrakterne til 30 milliarder kroner.

Et boost til hele regionen

Hvad kommer det til at have af betydning?

- Det er en enorm game changer for hele Region Sjælland den her forbindelse og ikke mindst den myndighedsgodkendelse, der er kommet fra den tyske side. Det gør jo, at vi kan gå i gang med endnu mere forberedelse. Når vi først kommer hen til anlægsfasen, jeg kan jo næsten ikke vente med at få spaden i jorden, så er det op til 8.000 medarbejdere bare i anlægsfasen. Så det siger lidt om, at det er et enormt boost til hele Lolland-Falster, men også hele Region Sjælland det her, lyder det fra regionsrådsformanden.

quote Det her placerer jo Region Sjælland og ikke mindst Lolland-Falster lige midt mellem metropoler, nemlig København og Hamborg

Heino Knudsen (S), regionsrådsformanden i Region Sjælland

Samtidig skal dele af elementerne til tunnelen bygges på dansk jord, og det får stor betydning for jobsituationen i Region Sjælland.

- Der er ingen tvivl om, at i forbindelse med anlægsfasen bliver der jobs til alle dem, som vil have jobs i forbindelse med Femern-byggeriet. Det er jo helt særligt de her 70.000 ton tunge tunnelelementer, der skal bygges i Rødbyhavn. Det er vi rigtig glade for, og det giver et enormt boost til hele Region Sjælland, siger Heino Knudsen.

Retssager om miljøet venter

Ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet er det en afgørende nyhed for Femern-projektet, at der nu foreligger en tysk godkendelse. Men det er ikke ensbetydende med, at projektet bare kan køre på skinner fra nu af, siger han til Ritzau.

- Selv om der er kommet en myndighedsgodkendelse, vil der blive ført en række retssager i Tyskland om de miljømæssige forhold, forklarer Per Nikolaj Bukh.

- Hvor meget de vil forsinke projektet i forhold til, hvad der er forudsat, er svært at sige, siger han til Ritzau.

untitled_design_1.jpg
Læs også
Femern-forbindelsen når vigtig milepæl – transportminister kalder det en robust beslutning
untitled_design_1.jpg
Læs også
Femern-forbindelsen når vigtig milepæl – transportminister kalder det en robust beslutning

Men ifølge regionsrådsformand, Heino Knudsen, ser fremtiden lys ud.

- Det her placerer jo Region Sjælland og ikke mindst Lolland-Falster lige midt mellem metropoler, nemlig København og Hamborg. Så det giver os nogle helt nye muligheder, og jeg ved godt, at mange tænker, at det er et langstrakt projekt – det er det også, fordi det er så enormt stort – men det giver os simpelthen så mange muligheder. Både i den anlægsfase, der nu kommer, og ikke mindst efterfølgende, hvor vi får en helt ny infrastruktur at arbejde med, siger han.  


Nyhedsoverblik