Korsør Hospice Støtteforening arbejder for at omdanne Korsørs gamle sygehus til et hospice.
Pengene til at renovere bygningen blev fundet på finansloven, men pengene til driften mangler stadig.
Region Sjælland ønsker ikke at bidrage til driften, så støtteforeningen håber, at Slagelse Kommune vil betale de 16 millioner, det vil koste at drifte et hospice.
Patienterne og deres familie ønsker at være sammen så længe som muligt
- Pengene skal gå til at have læger her, have de nødvendige sygeplejersker og så til den nødvendige opvarmning af huset. Andet er det ikke, vi beder om, forklarer Niels Bo Jørgensen, der er formand Korsør Hospice Støtteforening.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er langt at køre
Der ligger allerede et hospice i Bandholm på Lolland, et i Roskilde og et i Dianalund, henholdsvist 132 kilometer, 81 kilometer og 43 kilometer fra Korsør.
Og afstanden er ifølge Bent Enig vigtig for de patienter, der tilbringer deres sidste tid på et hospice.
Artiklen fortsætter under billederne.
- Patienterne og deres familie ønsker at være sammen så længe som muligt, og det kan være vanskeligt, når man skal ud og køre mange kilometer, siger Bent Enig, der udover at være medlem af Korsør Hospice Støtteforening også er pensioneret overlæge og onkolog.
Borgmester: - Det er ikke billigt
Forebyggelses- og Seniorudvalget i Slagelse Kommune har haft Korsør Hospice på dagsordenen og her har et enigt udvalg sendt spørgsmålet om driftsmidler til Korsør Hospice videre til de budgetforhandlinger, Slagelse Kommune står overfor.
Det er altså byrådet, der kommer til at tage stilling til, om kommunen skal betale driften af Korsør Hospice.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det er svært ikke at være positivt stemt over for ideen om et hospice i Korsør eller Slagelse. Men det, der er det springende punkt, det er at finde pengene til det. For at sige det lige ud: Det er ikke billigt, siger John Dyrby (S), der er borgmester i Slagelse.
Hvis Slagelse Kommune ikke finder penge til et hospice i Korsør, så betyder det ikke enden på arbejdet for støtteforeningen.
- Så er vi nødt til at arbejde videre med en anden lokation her i byen for at finde et hospice, for der er ingen tvivl om, at ejeren af bygningen ikke kan vente uendeligt med at få sat drift i bygningerne. Det vil være ufatteligt trist, netop fordi det her det er en unik ejendom til et unikt formål, siger Niels Bo Jørgensen.