Rawfood til dyr hitter - men vær opmærksom som forbruger

Salg af råt kød til kæledyr er et hit i Nakskov. Men der er et par ting, man skal være opmærksom på som forbruger, fortæller forsker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rawfood er ikke bare en trend hos mennesker. Det fås også til dyr, og i Nakskov er det blevet et temmelig stort hit.

I dyrebutikken Ulla’s Topline har efterspørgslen på det rå foder i en længere periode været stor. I september gik ejeren, Ulla Oestberg, sine kunder i møde og bestilte 300 kilo såkaldt BARF-foder hjem.

quote Det er over vores forventninger, at det er gået så godt

Ulla Oestberg, ejer af Ulla's Topline i Nakskov

BARF står enten for Bone And Raw Food eller Biologically Appropiate Raw Food og betyder råt foder.

Budskabet om BARF i Nakskov spredte sig hurtigt, og på under en måned var lageret stort set udsolgt. Nu har Ulla Oestberg bestilt 200 kilo mere til butikken.

- Det er over vores forventninger, at det er gået godt. Ét er, at folk kommer ind og spørger efter det, men at det er blevet så populært… Ja, både til hunde og katte, siger ejeren.

Den rette opbevaring er vigtig

BARF-foder fås i forskellige varianter. Ulla Oestberg forhandler blandt andet kødtyperne kylling, kalkun, rensdyr, okse, gris og fisk i forskellige variationer.

Høst
Læs også
Tørke skaber mangel på dyrefoder i store dele af Danmark
Høst
Læs også
Tørke skaber mangel på dyrefoder i store dele af Danmark

I forbindelse med ankomsten af det nye foder, er flere kummerfrysere rykket indenfor hos Ulla’s Topline for at opbevare det rå kød. Og det er netop ét af områderne, man skal være opmærksom på som forbruger af BARF.

Da BARF er råt kød, skal det opbevares ved den rette temperatur i fryseren for at undgå bakterievækst og smittefare. Ligesom når mennesker tilbereder mad, skal der også være styr på hygiejnen, når kæledyrenes mad behandles.

- Det kan godt være, hunden ikke bliver syg, men hvis der er en person i husholdningen, der er mere modtagelig over for bakterier, så er der en risiko for en smitte fra dyret til mennesket. Det kan enten være fra dyret selv, eller hvis ejeren ikke har en ordentlig køkkenhygiejne – for eksempel hvis man bruger det samme spækbræt, siger Charlotte Reinhard Bjørnvad, der er professor i intern medicin for familiedyr på Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Man skal være opmærksom på hygiejnen, fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Man skal være opmærksom på hygiejnen, fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad. Foto: Katja Gasiorowski - TV ØST

I det hele taget anbefaler Charlotte Reinhard Bjørnvad, at man varmebehandler alt foderet, fordi der ikke findes evidens for, at råt kød er sundere end varmebehandlet. Og varmebehandler man det rå kød, så dræber man de skadelige bakterier, fortæller hun. 

Kæledyret skal have en afbalanceret kost

Vælger man at fodre sit kæledyr med BARF, skal man også være opmærksom på sammensætningen af næringsstoffer.

BARF findes ligesom tør- og vådfoder i forskellige mærker af forskellige producenter, og ved flere BARF-mærker skal man som forbruger selv sørge for at sammensætte en komplet menu med flere forskellige enkeltprodukter såsom kød i nogle pakker, indmad og urteekstrakt i andre pakker, fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad.

quote Hvis man har ubalance i næringsstoffer, kan man få mangel eller overskud af noget, som kan være skadeligt for dyret

Charlotte Reinhard Bjørnvad, professor i intern medicin for familiedyr på Københavns Universitet

Ulla Oestberg fra Ulla’s Topline fortæller, at det hele er samlet i én pakke i MUSH, som er det mærke, som hun forhandler i sin butik. Det andet er nemlig for besværligt for kunderne.

Og netop den afbalancerede kost er vigtig, for ellers kan det kan gå ud over dyrets helbred, siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.

- Hvis der ikke er en korrekt næringsstofbalance, er der risiko for at hunden kommer til at mangle enkelte mineraler eller vitaminer, eller de kan få for meget, så det bliver skadeligt for dyret.

Hvilken type foder, der fungerer for de individuelle kæledyr og deres ejere er forskelligt, fortæller professoren. Vil man være helt sikker på, at hunden eller kattens behov er helt dækket ind, kan man få skræddersyet en diæt hos dyrlægen eller hos en ernæringsspecialist på Universitetshospitalet for familiedyr.

Ulla Oestberg anbefaler, at man tager kødbollerne ud af fryseren og lægger dem i køleskabet dagen før, man skal bruge dem.
Ulla Oestberg anbefaler, at man tager kødbollerne ud af fryseren og lægger dem i køleskabet dagen før, man skal bruge dem. Foto: Katja Gasiorowski - TV ØST

Nyhedsoverblik