Analyse. Et rigtigt møgvalg.
Sådan betegnede Radikale Venstres (R) daværende udenrigsminister Martin Lidegaard partiets valg i 2015. Et valg, hvor både han selv og partiets nestor, Marianne Jelved, en overgang så ud til at ryge helt ud af Folketinget.
Sådan gik det ikke, men formand Morten Østergaard måtte notere sig, at Lidegaard havde ret i analysen. R fik en gedigen lussing af vælgerne. Ni mandater gik de tilbage - fra 17 til otte. I Sjællands Storkreds kostede tilbagegangen et mandat, og det var kun Zenia Stampe, der blev valgt ind.
Forud for valget i 2015 var gået fire år med et bøvlet regeringssamarbejde med Socialdemokratiet (S) og Socialistisk Folkeparti (SF), hvor sidstnævnte i øvrigt måtte stå af i utide.
Nu skriver vi 2019, og fire år som del af oppositionen har i dén grad budt på forandringer for Radikale Venstre.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nej tak til forbud og øer
- Danmark har brug for en ny retning, skriver R på deres parti-hjemmeside.
Her tænker partiet blandt andet på det økonomiske område, hvor de mener, at skatten skal ned - ikke bare i toppen, men for alle. Klimaet fylder også meget, og så er De Radikale enige i dele af Lars Løkkes sundhedsreform, ligesom Socialdemokratiets nedslidningsreform også får opbakning fra Morten Østergaard og Co.
Når jeg tænker på 2018, står det for mig som et lavpunkt i dansk politik. Og som et kedeligt klimaks i Lars Løkkes regeringsperiode
Med andre ord går partiet til valg på den midtersøgende politik, som de er kendt for.
Men – for der ér et men. Når De Radikale skriver, at Danmark har brug for en ny retning, så er det først og fremmest udlændingepolitikken, de mener. Og den retning bevæger sig væk fra en strammere udlændingepolitik og Dansk Folkeparti.
- Når jeg tænker på 2018, står det for mig som et lavpunkt i dansk politik. Og som et kedeligt klimaks i Lars Løkkes regeringsperiode. For under Løkkes ledelse brugte flertallet på Christiansborg 2018 på endnu mere grænsekontrol. På burkaforbud, øde øer og håndtryk, som Morten Østergaard sagde i sin nytårstale.
- Det lyder helt gak. Men i 2018 blev det alt sammen til virkelighed. For sådan går det, når Dansk Folkeparti sætter kursen.
Bitter fejde mellem R og S
Men det er ikke kun Dansk Folkeparti, Østergaard sigter på, når han beskriver 2018 som et lavpunkt set med radikale øjne.
Det er resultatet af et år, som førte til en af de mere spektakulære skilsmisser i dansk politik i nyere tid - nemlig udmeldingen i juni, hvor Mette Frederiksen gjorde det klart, at Socialdemokratiet ved næste valg vil gå efter en et-partis-regering. Dermed afsluttede hun 25 års samarbejde med De Radikale, der da heller ikke tog meldingen med ophøjet sindsro.
- Hva' så, Mette? Forærede du lige Kristian Thulesen-Dahl en fribillet til at sætte kursen? Det bliver ikke på min vagt. Jeg vil en ny retning for Danmark, skrev Morten Østergaard på Twitter og holdt efterfølgende en indigneret tale på årets Folkemøde.
Ja, opgøret mellem R og S har fyldt meget for De Radikale. I december sagde Mette Frederiksen til Altinget, at S burde have sat hælen ned over for R, allerede da man skrev regeringsgrundlaget i 2011. Morten Østergaard svarede prompte igen.
- Min største bekymring er, at det for mig er uklart, hvad det er, Mette Frederiksen vil, ud over at være statsminister. Det er jeg nødt til at vide, før jeg kan afgøre, om jeg vil hjælpe hende med at blive det.
Min største bekymring er, at det for mig er uklart, hvad det er, Mette Frederiksen vil, ud over at være statsminister
Procentfremgang – men på bekostning
Morten Østergaards uforsonlige linje har både givet fordele og ulemper for Radikale Venstre.
I oktober undersøgte professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, hvordan tilslutningen til De Radikale så ud. Han fandt ud af, at partiet siden sidste folketingsvalg har fået over 12.000 vælgere fra Venstre og mere end 8.000 fra Liberal Alliance.
Kasper Møller Hansens vurderer, at det i høj grad er enkeltsager som for eksempel tildækningsforbuddet og debatten om krav om håndtryk ved statsborgerskabsceremonier, der har gjort udslaget.
- Her kan være nogle af Venstre og Konservatives vælgere, der synes, at partierne er gået for langt. Og det er de vælgere, som Radikale synes at lykkes med at fange, sagde han til Altinget, som professoren lavede undersøgelsen for.
RADIKALE VENSTRES KANDIDATER I SJÆLLANDS STORKREDS
Henriette Bødewadt - Lolland og Guldborgsund
Vibeke Grønbæk - Vordingborg
Zenia Stampe - Næstved og Roskilde
Line Krogh Lay - Faxe
Jeppe Trolle - Køge
Bo Nygaard Larsen - Greve
Kathrine Olldag - Holbæk
Jeppe Sørensen - Kalundborg
Kathrine OIldag - Ringsted
Troels Brandt - Slagelse
Men det har ikke været helt uden omkostninger at lange tilbage mod S. Internt har der for eksempel været uenighed i håndteringen af Mette Frederiksens udmelding om solo-gang. Partiets næstformand, Martin Lidegaard, er en af dem, der har trukket i den anden retning:
Vi er vant til at indgå kompromiser og være pragmatiske. Der skal regeres, også i forhold til mandattallenes størrelse
- Vi er vant til at indgå kompromiser og være pragmatiske. Der skal regeres, også i forhold til mandattallenes størrelse, har han blandt andet sagt.
Og R står da også et lidt mærkeligt sted, hvis linen til S kappes fuldstændigt. Samtlige partier i blå blok er lodret uenige i Radikale Venstres udlændingepolitik, og S er i hvert fald uenig i dele af den. Dermed er der kun Alternativet, Enhedslisten og SF, der kan bakke op om lempelser på udlændingeområdet - og det er der ikke mange ministerposter i for Morten Østergaards parti.
Gensyn med Zenia Stampe
Lad os lige sætte partigennemgangen på pause et øjeblik, mens vi kigger nærmere på kandidaterne i Sjællands Storkreds.
Der sidder i dag kun ét medlem af R’s folketingsgruppe, der er valgt her, og det er Zenia Stampe. Det ser ud til, at hun får lov at få en tur til. Stampe har siddet med i gruppen siden 2011. Hun har blandt andet markeret sig offentligt, efter hun blev chikaneret groft på Facebook i forbindelse udmeldinger på udlændingeområdet. En kvinde blev siden dømt for chikanen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Udover Zenia Stampe finder vi på Lolland Henriette Bødewadt, der flere gange har forsøgt at komme ind i byrådet. I Vordingborg er det Vibeke Grønbæk, der er formand for partiets lokalafdeling og tidligere har siddet i byrådet, og i Faxe stiller Line Krogh Lay op. Fra Køge står Jeppe Trolle på stemmesedlen, Bo Nygaard Larsen i Solrød er også med, og så er der Kathrine Olldag – også fra Vordingborg - som er helt ny i politik.
Til slut skal Jeppe Sørensen, der sidder i byrådet i Kalundborg, og Troels Brandt, der sidder i byrådet i Slagelse, også nævnes.
Artiklen fortsætter under billedet.
Opblødning på vej mellem S og R?
Men hvad så nu?
Radikale står fast på Frederiksen som statsminister, hvis hun er villig til at garantere, at DF’s indflydelse på især udlændingepolitikken ikke bliver styrende for en eventuel rød regering.
Omvendt peger Østergaard ikke på sig selv som statsministerkandidat, ligesom både Alternativet og Enhedslisten gør. SF undlod at følge efter og peger som det eneste andet parti i blokken på Frederiksen - dog ikke betingelsesløst. Ja, det kan være svært at overskue.
Vi er uenige, men vi er ikke på to forskellige planeter. Det er ikke sådan, at De Radikale er på månen
- Jeg synes umiddelbart, det lyder lidt forvirrende, som en kvinde udtrykte det over for en TV 2-reporter efter de mange udmeldinger om statsministerkandidater og betingelser i sensommeren.
Samtidig er der faktisk små tegn at spore på en opblødning imellem S og R. Radikale har for eksempel taget godt imod S’s udspil om tidlig pension til folk i hårde jobs. Og i januar kom S på banen med denne melding fra partiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye:
- Vi er uenige, men vi er ikke på to forskellige planeter. Det er ikke sådan, at De Radikale er på månen.
Hvordan brikkerne – og mandaterne – falder, ved vi først, når vælgerne har været ved urnerne i et af de mest uforudsigelige danske folketingsvalg længe.