Rådgivning for unge i misbrugsfamilier risikerer at lukke - nu kommer ung kvinde med opråb til politikere

00:53

VIDEO: Hør Natasha Sørensen læse op fra sit brev, som hun sendte til politikerne i Stevns Kommune. Video: Toke Grøndal - TV2 ØST

21-årige Natasha Sørensen har skrevet et brev til Stevns Kommune, efter de i et sparekatalog har forslået at opsige samarbejdet med TUBA.

Jeg kan forstå, at I overvejer at skære i tilskuddet til TUBA Stevns, og at det måske betyder, at TUBA bliver nødt til at lukke afdelingen i Store Heddinge. Inden I træffer den beslutning, vil jeg gerne fortælle min historie om den hjælp, jeg har fået i TUBA.

Sådan skriver 21-årige Natasha Sørensen i et brev til politikerne i Stevns Kommune.

Jeg er vokset op i Store Heddinge med to forældre, der begge to har haft problemer med alkohol, fortsætter hun.

Natasha Sørensen vil have politikerne til at bevare det tilbud, som hun selv har haft stor gavn af.

Det ville være ærgerligt, at vi svigter de unge, som er blevet svigtet

Marc Krabbe-Sørensen, regionsleder, TUBA

- Det har hjulpet mig rigtig meget. Jeg føler mig bare generelt meget mere selvsikker, siger Natasha Sørensen, der i dag bor i Slagelse.

En opvækst som skilsmissebarn og to forældre med alkoholproblemer gjorde tilværelsen svær.

- Jeg blev ofte rigtig ked af det uden nogen grund. Jeg fik tit migræneanfald. Jeg tror, jeg var kommet ind i en periode, hvor det hele bare var lige meget, fortæller hun.

Natasha Sørensen benyttede sig af TUBA på Stevns i 2018. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Men efter et forløb med terapi og rådgivning hos TUBA i Store Heddinge sidste år fik hun det meget bedre.

- Jeg kunne mærke det ved, at jeg begyndte at spise igen, jeg kunne holde maden nede og jeg fik ikke så mange migræneanfald. Jeg blev stadig ked af det, men jeg kunne ligesom acceptere, at jeg blev ked af det, og det var okay. Og så føler jeg også, at jeg fik mere selvtillid, og jeg tør åbne op omkring både mine forældres problem, men også generelt de små ting, hvis der er noget, der trykker mig, siger Natasha Sørensen.

Bruger flere penge, end de har

Så nu kæmper den 21-årige studerende for en sag, hun finder vigtig. I et nyt sparekatalog fra Stevns Kommune til de kommende budgetforhandlinger forslås det nemlig at opsige samarbejdet med TUBA.

I forslaget lyder det, at TUBA er dyr til sammenligning med andre løsninger, samt at der findes tilbud i andre byer uden for kommunen.

- Det, som jeg synes er det vigtigste, er, at de unge mennesker, som har brug for et tilbud som TUBA, at de kan få et tilbud. TUBA er en mulighed, men en anden mulighed kunne så være, at Stevns Kommune selv havde et tilbud. Det er derfor forslaget er på, for så undersøger vi samtidig, om vi kan tilbyde noget der svare til det, siger Henning Urban Dam Nielsen (S), formand for Social og Sundhed i Stevns Kommune.

Stevns Kommune vil undersøge, om de kan finde et billigere alternativ til TUBA. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

- Om det skal være det ene eller det andet må vi tage stilling til i forhandlingerne.

- Det er jo ikke et stort ønske at komme af med TUBA. Det handler om, at Stevns Kommune står i en økonomisk situation, hvor vi bruger flere penge, end vi har. Så det er også det lys, det skal ses i.

Svigter unge, der allerede er svigtet

Regionslederen for TUBA Sjælland kæmper samme kamp som Natasha Sørensen.

- Vi synes, det er rigtig ærgerligt, at de unge, der har et særligt behov for hjælp, at de nu står til at skulle miste den mulighed for at kunne få støtte og hjælp til at kunne håndtere deres liv mere hensigtsmæssigt, siger Marc Krabbe-Sørensen.

Ifølge Marc Krabbe-Sørensen er det 10 procent af unge i Danmark, som er vokset op i en familie med misbrug. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

TUBA modtager et årligt tilskud på 210.000 kroner, og lederen håber, at tilskuddet fortsætter.

- Jeg synes jo ikke, det er et specielt dyrt tilbud, vi har. Det, der jo er særligt ved vores tilbud, er, at vi har en specialviden om, hvad det vil sige at vokse op med misbrug i familien, og det er det, de unge nyder rigtig godt af, siger Marc Krabbe-Sørensen.

- Det ville være ærgerligt, at vi svigter de unge, som er blevet svigtet så mange andre gange i løbet af deres liv.

Hvad er TUBA?

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere. De hjælper unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug.

 

TUBA er en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark.

Se mere

Marc Krabbe-Sørensen tvivler også på, at kommunen selv kan diske op med et tilbud, der kan levere det samme som dem.

- Jeg tror sagtens, man kan finde behandlingstilbud, som kan hjælpe med de generelle problemstillinger, de unge har. Men hvis ikke man også kan relatere det til den situation, de kommer fra hjemme i hjemmet, så er jeg i tvivl om, om de ville kunne få den samme hjælp ligeså godt.

Vi prøver at få kvaliteten til at hænge sammen, men også økonomien til at hænge sammen

Henning Urban Dam Nielsen (S), formand, Social og Sundhed, Stevns Kommune

Bedst og billigst

Selvom Natasha Sørensen i dag bor i Slagelse Kommune, så vil hun gøre sit til, at unge på Stevns kan komme videre i livet.

- Jeg synes, TUBA er vigtig for Stevns, fordi det er så lille et område, og der måske ikke bliver lagt så meget fokus på, at der er mange udsatte familier, siger hun.

Ifølge Henning Urban Dam Nielsen fra Stevns Kommune er forslaget til politisk forhandling, hvor politikerne skal finde ud af, hvad de tror på, er den bedste løsning.

- Vi har også et ansvar som politikere for, at økonomien hænger sammen. Og vi vil gerne have, at det både er bedst og billigt. Det skal ses som et forslag ligesom alle andre.

- Det hele er en stor butik, hvor der er plusser og minusser. Vi prøver at få kvaliteten til at hænge sammen, men også økonomien til at hænge sammen.

Tilbage håber Natasha Sørensen at hendes brev kan rokke ved politikernes endelige beslutning. Hun slutter sit brev:

Tak, fordi I læste min historie. Jeg håber, I beslutter at bevare TUBA i Stevns Kommune

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App