Råd: Forældre bør træne trafikal ilddåb før skolestart

Det kan være en god idé at forberede børnene på trafikken inden skolestart, mener Rådet for Sikker Trafik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skolestarten nærmer sig, og det betyder, at mange småbørn inden længe skal bide skeer med hverdagstrafikkens mange faldgruber for første gang.

Og da trængslen i gader og stræder kan virke voldsom for de yngste, gør forældre klogt i at forberede børnene på strabadserne allerede nu.

Sådan lyder opfordringen fra projektleder i Rådet for Sikker Trafik Rosa Nissen.

- Det er en ny situation, barnet befinder sig i, når det skal starte i skole, og det kræver, at barnet hurtigt lærer at begå sig i trafikken. Trafiksikkerhed kan dog hverken læres på bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog.

- Derfor anbefaler vi, at man bruger det sidste af sommerferien på at træne vejen til skolen, hvor der er bedre tid til det og mere ro på vejene, siger hun.

Sådan træner du skolevejen med dit barn

Træn skolevejen til fods
  • Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.
  • Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.
  • Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt. 
  • Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.


Træn skolevejen på cykel

Selv om dit barn ikke er klar til at cykle alene endnu, kan I bruge skolevejen til at cykle sammen, hvis trafikken er egnet til det - og dit barn er klar. Det er dig, der bedst kan vurdere det.
  • Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er cykelsti.
  • Lad dit barn køre inderst eller forrest - så kan du holde øje med det.
  • Sig til i god tid, før I skal dreje.
  • Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.
  • Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.
  • Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Har lanceret en hjemmeside

Som hjælp til træningen har Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med TrygFonden og Nordea-fonden lanceret en særlig hjemmeside.

Her kan forældre til børn i alderen 0-18 år blandt andet finde forslag til øvelser, der kan hjælpe dem med at klæde poderne bedre på til at kunne færdes trygt i trafikken. 

Skolepatrulje
Læs også
Bilister råber af skolepatruljer og giver dem fingeren
Skolepatrulje
Læs også
Bilister råber af skolepatruljer og giver dem fingeren

Ifølge rådet kommer der hvert år mange spørgsmål fra forældre, der er bekymrede for deres barns adfærd og sikkerhed i trafikken.

Trafiktræning giver god mening

En undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden, viser, at knap hver fjerde forælder med børn i alderen tre til fem år ikke har lært deres barn om helt grundlæggende trafikregler.

Det gælder for eksempel betydningen af rød mand og grøn mand, når man færdes som fodgænger i trafikken.

Derfor giver trafiktræning god mening, mener Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

- Vi ved, at mange forældre bekymrer sig meget deres børns sikkerhed i trafikken, men der er stadig forældre, der ikke får lært deres børn om de helt basale trafikregler i en tidlig alder.

- At blive en god trafikant kræver masser af øvelse, og vores råd er, at forældre tidligt går i gang med trafiktræningen, siger Henriette Madsen.


Nyhedsoverblik