Quickfix: Sådan undgår Kristian myldretidstrafikken

På otte år er trængslen på motorvejene steget op til 25 procent i vores region. Kristian Jensen kører klokken 4.45 for at undgå myldretidstrafikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fleksibilitet er nøgleordet, når Kristian Jensen fra Stubbekøbing skal møde til tiden på sit arbejde på Statens Serum Institut i København.

quote Det betyder meget for mig, at min mødetid er fleksibel, så jeg kan undgå at sidde fast i trafikken

Kristian Jensen, Stubbekøbing

Trængsel på vejene er for mange årsagen til, at de kommer for sent på arbejde. Siden 2010 er trafikken på motorvejene steget op til 25 procent i vores region, viser tal fra Vejdirektoratet.

Den værste trængsel har Kristian Jensen planlagt sig ud af ved at indrette sin arbejdstid efter trafikken. Derfor møder han klokken 6.00-14.00 på sit arbejde med afgang hjemmefra klokken 4.45 om morgenen.

- Hvis der havde været faste mødetider, så havde det været svært. Det betyder meget for mig, at min mødetid er fleksibel, så jeg kan undgå at sidde fast i trafikken. Det ville jeg helt sikkert gøre, hvis jeg skulle møde klokken 8.00, siger han.

Fem minutter kan vælte det hele

Kristian Jensen kan tydeligt mærke den stigende trafik på vejene. Kommer han lidt senere afsted end planlagt på sin 120 kilometer lange rute til arbejdet, kan det betyde store forsinkelser i den anden ende.

- Selv fem minutter kan være afgørende for, om jeg bliver fanget i myldretidstrafikken, siger Kristian Jensen, der arbejder som QA-tekniker.

Pendler
Læs også
Trafikken på vejene stiger voldsomt - og det bliver kun værre
Pendler
Læs også
Trafikken på vejene stiger voldsomt - og det bliver kun værre

Henover de seneste otte år er trængslen på sjællandske motorvejsstrækninger på Sjælland er steget markant. På Holbækmotorvejen er trafikken steget med 12 procent, mens det på Køge Bugt motorvejen og vestmotorvejen er steget med henholdsvis 20 og 22 procent. Værst står det til på Sydmotorvejen, hvor der er kommet 25 procent mere trafik siden 2010.

Kristian Jensen har planlagt sig ud af den værste trængsel på vejene ved at indrette sin arbejdstid efter trafikken.
Kristian Jensen har planlagt sig ud af den værste trængsel på vejene ved at indrette sin arbejdstid efter trafikken. Foto: Pernille Damborg - TV ØST

Ekspert: Kør med naboen eller drik en ekstra kop kaffe

For at nedbringe trængslen på vejene foreslår trafikforsker Harry Lahrmann, at en løsning kunne være at indføre kørselsafgift.

- Det handler om udbud og efterspørgsel. En afgift ville gøre det mindre attraktivt at køre i bil, fortæller han til TV ØST.

Ifølge ham hænger trafikken og økonomien sammen. Når det går danskerne godt, så kører man også mere i bil, fordi man har råd til det, forklarer han. Men selvom økonomien tilsyneladende er blevet bedre, så er der flere ting, man selv kan gøre for at mindske trafikken.

- Man kan for eksempel køre med naboen, tage en hjemmearbejdsdag i ny og næ eller tage en ekstra kop kaffe derhjemme, så man kommer senere afsted og på den måde undgår den værste myldretidstrafik, forklarer Harry Lahrmann.


Nyhedsoverblik