Pushere anholdt tæt på børnefestival med skarpladt pistol og tre samuraisværd

To unge mænd blev onsdag aften anholdt nær festivalen Vilde Vulkaner i Vordingborg. De havde begge våben og narko gemt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hash, kokain og MDMA var blandt varerne på hylderne for to pushere, der blev anholdt onsdag aften ved ungdomsboligerne på Kildemarksvej i Vordingborg – ikke langt fra børnefestivallen Vilde Vulkaner, hvor 11.000 børn mellem syv og fjorten år samtidig festede og hyggede sig.

De anholdte er en 25-årig mand fra Store Heddinge og en 22-årig mand uden adresse. Den 25-årige havde en skarpladt pistol i bukselindingen, mens den 22-årige havde tre samuraisværd gemt i nærheden.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Samtidig blev der som nævnt fundet flere typer narkotika – heriblandt op mod et halvt kilo hash og en del kokain og MDMA.

Samtidig fandt politiet næsten 30.000 kroner i kontanter, som de mener kommer fra salget af narko.

Ifølge sn.dk nægter de anholdte dog, at der er tale om profitten for narkosalg. De siger, at pengene i stedet er indskud til en ny lejlighed.

Den 25-årige erkender kun, at han har overtrådt våbenloven. Han er derfor torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Den 22-årige har dog erkendt og har modtaget en straksdom på syv måneders fængsel.


Nyhedsoverblik