Professionsuddannelser om ansøgere: Vi kommer til at afvise mange

Fristen for at søge ind på Professionshøjskolen Absalons uddannelser er løbet ud i dag. En uddannelse er aflyst og læreruddannelsen er populær.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver fyldt godt op i klasselokalerne på Absalons uddannelsessteder, når der er studiestart til september.

Sidste ansøgningsfrist for at blive blandt andet sygeplejerske, lærer, pædagog eller bioanalytiker på Professionshøjskolen Absalon, er netop udløbet. Knap 3500 ansøgninger på kvote et blev det til.

quote Vi kommer til at afvise rigtig mange af de her 3500 ansøgere

Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon

- Jeg er rigtig glad, fordi vi har fået fremgang på nogle uddannelser, hvor vi ved der er rigtig stor efterspørgsel. For eksempel læreruddannelsen har vi en fremgang på 13 %. Og jeg er rigtig glad for den store søgning til den nye sygeplejeuddannelse i Holbæk, siger Camilla Wang, rektor på Professionshøjskolen Absalon.

Uddannelse aflyst

Tidligere kunne man læse til sygeplejerske i Næstved, Slagelse, Nykøbing F. og Roskilde. Nu er Holbæk kommet med på listen. Hertil er kommet 100 ansøgninger, men med 60 pladser bliver en del afvist.

Der var lagt op til, at der skulle komme en ny uddannelse i Leisure Management i Nykøbing Falster. Men uddannelsen har kun fået 16 ansøgere, og det er ikke nok til at starte en klasse op. Derfor er det fortsat kun i Roskilde, man kan tage uddannelsen.

- Det er vi brandærgerlige over. Vi havde store forhåbninger til det udbud i Nykøbing Falster, og vi har arbejdet benhårdt sammen med områdets store turismeorganisationer for at få den her uddannelse til Nykøbing F. Vi har markedsført på alle mulige og umulige måder, så det er rigtig ærgerligt, siger Camilla Wang.

quote Det er vi brandærgerlige over

Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon

Leisure Management er en uddannelse, hvor man lærer, hvordan man håndterer store begivenheder som for eksempel et marathonløb. Det handler blandt andet om både at lære om planlægning, budgetter, leverandører og koordinering af mange mennesker.

Færre ansøgninger 

Der har været lidt færre ansøgere end sidste år. Ifølge Camilla Wang skyldes det, at de har sat flere af deres e-læringsuddannelser på pause. Det har de gjort, fordi frafaldet på den type uddannelser er ret højt. Og når der er færre uddannelser, der bliver udbud, kommer der også færre ansøgere.

- Vi kommer til at afvise rigtig mange af de her 3500 ansøgere. På de fleste af vores uddannelser kommer vi til at afvise mange ansøgere. Det er hammerærgerligt, men vi har jo kun et bestemt antal studiepladser, siger Camilla Wang.

Som noget nyt har Absalon har oprettet bioanalytikeruddannelsen i Kalundborg. Tidligere var var det kun muligt i Næstved.

Det har været muligt helt frem til sidste øjeblik at sende sin ansøgning, eller ændre i den allerede afsendte, via nettet og på mobilen.

Der er studiestart til september.

Professionshøjskolen Absalon 

Her ligger Absalons afdelinger:
  • Kalundborg
  • Næstved
  • Nykøbing F.
  • Slagelse
  • Sorø
  • Vordingborg
  • Holbæk
  • Roskilde

På Absalon kan man uddanne sig til:
  • Sygeplejerske
  • Lærer
  • Pædagog
  • Diplomingeniør i bioteknologi
  • Fysioterapeut
  • Ergoterapeut
  • Bioanalytiker
  • Administrationsbachelor
  • Socialrådgiver
  • Ernæring og sundhed
  • Leisure management

Nyhedsoverblik