Producent af grus med plaststykker: - Man skal bruge det med omtanke

Gruset med plaststykker i, der er blevet brugt til flere skovstier, kommer fra samme producent, der ikke vidste, det skulle bruges til skovstier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skovstierne ved Saltø Gods og ved Rønnebæk Søskov er blevet anlagt med det samme genbrugsstabilgrus.

Det oplyser RGS Nordic, som er producenten bag gruset, til TV ØST.

Men ifølge producenten har det aldrig været meningen, at gruset skulle bruges til skovstier. Det fortæller Ebbe Naamansen, der er miljøchef hos RGS Nordic.

- Vi havde forstået det, som om der skulle ligge genbrugsbalast i bunden, og så skulle der grus hen over. At de har droppet det, har vi jo ikke noget med at gøre, siger Ebbe Naamansen til TV ØST.

Saltø Skov
Læs også
Endnu en skov flyder med plastik: - Det er ikke acceptabelt
Saltø Skov
Læs også
Endnu en skov flyder med plastik: - Det er ikke acceptabelt

Ikke til fare for miljøet

Han erkender, at det ikke ser kønt ud, at man bruger genbrugsgruset på en skovsti, men han mener ikke, det er til fare for miljøet.

- Vi anbefaler, at hvis man bruger det, lægger man det et sted, hvor det ikke ligger til gene. Det er jo ikke til fare for miljøet. Men det ser ikke kønt ud. Det er vi enige i, siger han.

Derfor mener han ikke, at det burde blive brugt på den måde, det er blevet, til skovstier.

- Det er rigtigt, at der er urenheder i. Men man skal altså bruge det med omtanke. Når det regner, så arbejder træ eller plastik sig op. Og på et tidspunkt bliver det jo synligt. På et tidspunkt vil det jo se grimt ud, og det synes vi jo også, siger han.

Skovsti skrald
Læs også
Ordførere om skovsti med plastikaffald: - Det burde ikke kunne ske
Skovsti skrald
Læs også
Ordførere om skovsti med plastikaffald: - Det burde ikke kunne ske

Vil præcisere, det er urent

På baggrund af de tilfælde, som har været fremme i medierne, er RGS Nordic nu, ifølge miljøchefen, ved at præcisere overfor deres kunder, hvad deres genbrugsstabilgrus kan bruges til.

- Vi er ved at præcisere i et datablad, at det er urent materiale, der er tale om her. Det skal selvfølgelig være tydeligt for enhver, men det mener vi også, at det er, siger Ebbe Naamansen.

RGS Nordic behandler forurenet jord, industrispildevand og genanvender bygge- og anlægsaffald.

De driver flere end 35 modtage- og behandlingsanlæg i Danmark, Sverige og Norge - heriblandt anlægget i Stigsnæs, der, ifølge RGS Nordic, er Nordens største kommercielle biologiske anlæg til rensning af industrispildevand.

Styrelse: Grus skulle have været varedeklareret bedre

Ifølge Naturstyrelsen har de kun bestilt tegl og beton som en del af genbrugsgruset. Derfor mener de, at det skulle have været varedeklareret bedre.

- Entreprenøren har leveret en vare, som vi må sige, der er problemer med, og vi har fået nogle produkter ind, som ikke er i orden her, siger Jørgen Sandby Nielsen, der er projektleder hos Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen har ikke tænkt sig at klage til andre instanser over sagen, lyder det fra Jørgen Sandby Nielsen. 

- Vi mener, det er andre instanser, der vil tage over her. Hvis der er politisk observans på det, så er det Miljøstyrelsen, der må ind og forholde sig til om der skal laves om på de procedurer der er på sortering af genbrugsmaterialer, lyder det fra projektlederen.


Nyhedsoverblik