Pres på landets sygehuse øger risikoen for vold og trusler mod sygeplejersker

Ulla Birk Johansen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland. Foto: TV ØST

Mere end hver tredje sygeplejerske udsættes for vold og trusler, og det er et stort problem, mener Dansk Sygeplejeråd.

- Det er foruroligende, at sygeplejersker, der arbejder for at hjælpe mennesker, som har det skidt på deres værste dage, skal mødes af vold og trusler.

Sådan siger Ulla Birk Johansen, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, om resultatet af en undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd og Megafon, for den viser, at 37 procent af alle sygeplejersker inden for et år er blevet udsat for vold eller trusler.

Vi oplever også medlemmer, som smider håndklædet i ringen

Ulla Birk Johansen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland

- Vi er rystede over, at vores personalegruppe skal udsættes for det, siger hun.

Ifølge Ulla Birk Johansen har en hverdag med vold og trusler store konsekvenser.

- Det er en meget, meget rystende oplevelse for de sygeplejersker, der oplever vold og trusler. Det opleves også som uretfærdigt eller frustrerende, fordi det ikke var intentionen for sygeplejerskens side at skabe en konflikt i mødet med borgeren. Vi oplever også medlemmer, som smider håndklædet i ringen og siger: Det er ikke her, jeg skal være, hvis jeg skal udsættes for den slags, siger hun.

Hvad er vold og trusler?

  • Vold kan være både fysisk og psykisk og kan medføre en lang række fysiske og psykiske reaktioner.
     
  • Fysisk vold er, når der er tale om aktivt påført vold som f.eks. slag, spark bid eller knivstik.
     
  • Psykisk vold/trusler er, når der er tale om episoder, hvor man bliver udsat for trusler om vold, ydmygelser, mistænkeliggørelse, forhånelse eller diskriminerende udsagn. Trusler kan også udtrykkes uden ord, for eksempel med knyttede næver. Psykisk vold kan også udøves elektronisk via for eksempel sms, e-mail og hjemmesider.
     
  • Arbejdsrelateret vold kan forekomme i og uden for arbejdstid.

 

Kilde: Arbejdstilsynet.

Se mere

Er det sygeplejersker, som forlader en afdeling eller selve faget?

- Vi kan se i tidligere undersøgelser, at det er bestemte afdelinger, som er særlig hårdt ramt. Det er blandt andet akutmodtagelse, psykiatrien og ude i kommunerne, hvor der er særligt meget vold af forskellig karakter og af forskellige årsager, svarer Ulla Birk Johansen.

Risikerer flere fejl i mødet med patienten

Kan en hverdag med vold og trusler øge risikoen for fejl eller påvirke jeres arbejde?

Det vil påvirke mødet med borgeren

Ulla Birk Johansen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland

- Man bliver nødt til at forebygge situationer med vold og trusler, og man bliver nødt til at snakke om, at hvis man skal møde syge borgere med det aspekt, at man også skal passe på sig selv – at man ikke optrapper en konflikt - så bliver det alt andet lige en anden professionel tilgang, end hvis man havde fuld tillid til, at det møde bliver godt og konstruktivt. Så det er klart, at det vil påvirke mødet med borgeren, svarer Ulla Birk Johansen og fortsætter:

- Når det er sagt, så er det også en del af et professionelt møde med borgerne, at man tænker konfliktforebyggende, og det er også en omsorgsfuld tilgang.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ifølge sygeplejerske Steen Sejrsbøl Nielsen har patienter svært ved at affinde sig med den lange ventetid på akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Foto: Line Strand - TV ØST

Hvad gør Dansk Sygeplejeråd for at nedbringe antallet af sager om vold og trusler?

- Vi er meget optaget af at holde øje med det og bruge de analyser, som vi laver i dialoger med sygehusledelser og kommunale ledelser, og her prøver vi at sætte fokus på nogle af de årsager til episoderne, som vi ser, siger Ulla Birk Johansen.

Om Undersøgelsen

I juni 2018 har Dansk Sygeplejeråd Analyse i samarbejde med Megafon gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel. 53 procent af de i alt 4.160 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen.

Se mere

Ud over den tætte dialog med ledelserne på landets sygehuse og de kommunale ledelser udsender Dansk Sygeplejeråd pjecer til sine medlemmer om konflikthåndtering og afholder særlige kurser for tillidsrepræsentanterne, som skal give dem redskaber til at undgå konflikter med patienter og pårørende.

- Men i forhold til konflikthåndtering er det et arbejdsgiveransvar at klæde sygeplejersker på til at håndtere konflikterne og indrette arbejdsdagen, så man undgår konflikter, siger Ulla Birk Johansen.

Travlhed øger risiko for vold og trusler

Hvis man dykker dybere ned i undersøgelsen foretaget af Dansk Sygeplejeråd og Megafon, viser det sig, at sygeplejersker, der har haft overarbejde inden for den seneste måned, i højere grad har oplevet vold og trusler indenfor de seneste 12 måneder end sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde.

Der er flere ting, som peger på, at der er en sammenhæng mellem, hvordan man organiserer arbejdet og arbejdspresset

Ulla Birk Johansen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland

- Der er flere ting, som peger på, at der er en sammenhæng mellem, hvordan man organiserer arbejdet og arbejdspresset. Vi er meget opmærksomme på, at der i disse år er meget, meget travlt i sundhedsvæsnet, at det er et meget komplekst sundhedsvæsen, og at der ofte mangler sygeplejersker, siger Ulla Birk Johansen og fortsætter:

- Vi kan se en sammenhæng mellem overarbejde, alenearbejde, ventetider og ikke overholdte aftaler, at det er der, hvor situationer med vold og trusler opstår. Det taler ind i, at vi har et rigtig presset sundhedsvæsen, der også presser de syge borgere, som har brug for hjælp. Vi har et sundhedsvæsen, der er så fortravlet, at vi ikke har tid til at møde de mennesker, som har så meget brug for hjælp på den rigtige måde. Det skal ikke legitimere, at man går amok eller skælder ud, men der er mekanismer, som gør de mennesker, som vi møder, er bange, ulykkelige eller har smerter. Når de så bliver mødt af et travlt sundhedsvæsen eller skal vente, så er det bare en rigtig dårlig cocktail.

Vi skal kunne give en undskyldning, fordi det er ikke i orden at bryde en aftale

Ulla Birk Johansen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland

Ifølge Ulla Birk Johansen opstår situationer med vold og trusler mellem sygeplejersker og patienter eller pårørende ofte i situationer, hvor der er ventetid. Hun peger også på aflyste aftaler eller sygeplejersker, der arbejder alene, som situationer, der kan udvikle sig til ukvemsord, trusler eller vold.

Indretter hyggelige venteværelser

Derfor ser Ulla Birk Johansen som næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland indad i sit fag og forsøger at pege på steder eller situationer, hvor sygeplejersker kan indgå disse konflikter.

- Vi kan indrette venteværelserne, så det er rart og trygt at være der. Og vi skal kommunikere mere med patienterne, så man ved, hvor lange mange skal vente, og man ved, hvorfor man ikke kommer ind til den aftalte tid, siger Ulla Birk Johansen.

- Vi skal kunne give en undskyldning, fordi det er ikke i orden at bryde en aftale, og vi skal kunne forstå, at det kan være en stor skuffelse for patienten, hvis man ikke kommer ind til sin aftale, tilføjer hun.

Ifølge Ulla Birk Johansen arbejder man især med at indrette hyggelige venteværelser på landets akutmodtagelser.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App