Politikere og sygehuse fortolker retningslinjer forskelligt - imens får kvinder brystkræft

- Jeg slipper ikke grebet, før vi i hele Danmark overholder de krav, der er i kræftpakkerne, siger Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: TV2

Hver tiende kvinde er blevet fejlvisiteret på Ringsted Sygehus, viser ny rapport. Regioner fortolker retningslinjer forskelligt, mener vicedirektør.

Der sker fortsat alvorlige fejl i visitationen af kvinder henvist til brystkræftundersøgelse på Ringsted Sygehus.

Det er til trods for, at Region Sjælland gentagne gange har forsikret, at alt siden maj 2017 har foregået efter reglerne.

- Det bekræfter desværre bare omfanget og alvoren i den her sag. Nu skal vi have alt på bordet. Nu skal vi have ryddet op, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Ifølge en ny rapport er hver 10. kvinde blevet fejlvisiteret, når de er blevet henvist til undersøgelse for brystkræft på sygehuset i løbet af foråret 2019. 

Vicedirektør: Regionerne fortolker regler forskelligt

Rapporten er bestilt af Region Sjælland og foretaget af overlæger fra Odense Universitetshospital. Lægerne har lavet en stikprøveundersøgelse på 60 sager på sygehuset, hvor der altså i seks af dem var begået fejl. Det skriver Jyllands-Posten

Jeg bliver ikke tilfreds, og jeg slipper ikke grebet, før vi i hele Danmark overholder de krav, der er i kræftpakkerne

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

- Vi oplever, at der imellem regioner, sygehuse og myndigheder er forskellige fortolkninger af retningslinjerne fra Dansk Brystkræft Gruppe, der handler om de symptomer, som gør, at man kan komme i kræftpakkeforløb eller et andet forløb. Men der er forskellige fortolkninger af, hvor meget der skal til for, om man opfatter det som symptomer på en kræftsygdom eller noget godartet, siger Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

Ifølge overlægerne fra Odense Universitetshospital burde fire af kvinderne have været sendt direkte i et kræftpakkeforløb med akut og grundig undersøgelse inden for få dage, fordi de havde kliniske symptomer på brystkræft. Men det skete ikke.

Hvordan kan det fortolkes forskelligt?

- Det er afhængigt af, hvad den praktiserende læge skriver i sin henvisning, og hvad for nogle oplysninger, vi har at gå ud fra. Hvis lægen for eksempel skriver, at det er en blød knude, så vurderer vi ikke, at det er en kræftsygdom eller hvis lægen skriver, at knuden kan forskydes i forhold til det omgivende væv, så vurderer vi heller ikke, at det er tegn på en kræftsygdom. Det er nogle af de eksempler på, at der kan være forskellige afhængige af, hvem der ser på det, siger vicedirektør Henrik Stig Jørgensen.

Sunhedsminister: - Det handler om liv og død

Ifølge Sundhedsminister Magnus Heunicke er der ingen former for tvivl, når der skal henvises til et kræftpakkeforløb.

- At der kan være nogen form for tvivl eller tvetydighed, det er mig en gåde, for det er så klart. Der er to bokse, man krydser af og skriver endda akut på skærmen, sagde han under dagens samråd om mangelfulde brystkræftundersøgelser.

Ministeren har alligevel sat myndighederne igang med at se nærmere på retningslinjerne for, hvornår patienter skal i et kræftpakkeforløb.

- Jeg har sat Styrelsen for Patientsikkerhed i gang med det her arbejde, og de vender hver en sten. Samtidig er Sundhedsstyrelsen i gang med at se på, om der er noget, man skal gøre noget anderledes i regelsættet for at sikre sig, at det her ikke må ske nogle steder.

Artiklen fortsætter under grafikken. 

Region Sjælland er efter fem måneder stadig underlagt to påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og politiet er lige nu i gang med at efterforske, om der er grundlag for at sigte Region Sjælland og fire ledende medarbejdere, for at have overtrådt loven.

I starten af oktober kom det frem, at en ledende læge fra Ringsted Sygehus med øjeblikkelig virkning blev sat under skærpet lægeligt tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Alt skal på bordet nu. Det er så tragisk, og hver eneste sag er en sag for meget. Jeg bliver ikke tilfreds, og jeg slipper ikke grebet, før vi i hele Danmark – også i Ringsted- overholder de krav, der er i kræftpakkerne. Dem har vi af en grund. Det handler om overlevelseschancer og liv og død, siger Magnus Heunicke.

Mulig erstatning til kvinder

Stikpøvekontrollen er blevet foretaget blandt 60 kvinder i en tre måneders periode frem til juni i år. Den viser, at seks kvinder, som i foråret blev henvist til undersøgelse for brystkræft på Ringsted Sygehus, er blevet fejlvisiteret og har dermed fået en ringere undersøgelse, end de skulle have haft.

- Det er lavet som en anonym undersøgelse, så i princippet skal vi prøve at trace tilbage og se, om vi kan identificere de her seks kvinder, der er tale om. Så vil vi prøve at se, om vi har overset noget i vores visitationer, og hvis der er det, så vil vi henvise dem til Patienterstatningen og informere dem om de øvrige klagemuligheder. De sager, hvor der er tvivl om det, vil vi lade gå videre til Patienterstatningen, siger vicedirektør Henrik Stig Jørgensen.

Erstatning hjælper ikke noget, hvis man har fået en kræftsygdom, og der ikke er blevet sat ind i tide

Magnus Heunicke (S), Sundhedsminister

Ifølge Jyllands-Posten er der også problemer med at overholde tidsfristerne for at undersøge kvinder for brystkræft.

- Erstatning hjælper ikke noget, hvis man har fået en kræftsygdom, og der ikke er blevet sat ind i tide. Derfor er mit signal både til Region Sjælland og de andre regioner: Vi vil ikke tolerere nogen som helst slendrian. Man skal præcist følge retningslinjerne, og hvis der er tvivl om dem, kan man spørge Sundhedsstyrelsen, siger Magnus Heunicke.

Fejl med journalføring på hotlinen

I perioden fra marts 2013 til 2017 er der i Region Sjælland blevet udført mangelfulde brystundersøgelser af kvinder, hvor der var mistanke om brystkræft. Og det var i strid med de nationale retningslinjer på området.

Den tidligere sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse Vagn Bach er blevet afskediget, og i fremtiden skal kvinderne i regionen tage turen til Roskilde Sygehus, når de skal undersøges for brystkræft. Man vil nemlig flytte afdelingen på Ringsted Sygehus til Roskilde næste år.

Har Region Sjælland efter din mening taget de nødvendige skridt i denne sag for at få genoprettet tilliden til kræftbehandlingen i regionen?

- Det synes jeg i høj grad. Regionsrådet og forretningsudvalget har lavet en syvpunktsplan med information og en telefonisk hotline, som vi har fulgt. Vi har været ude i offentligheden og informere, så vi synes, at vi gør alt for at genoprette tilliden og have en god og vedvarende høj kvalitet på brystkræftområdet i Ringsted.

Ifølge Venstres Ellen Trane Nørby, som er medlem af Sundhedsudvalget, er der dog også sket fejl på den hotline, som Region Sjælland har oprettet.

- Der er også sket journalføringsfejl på hotlinen blandt andet. Så risikerer man jo, at der er kvinder, der egentlig har indrapporteret et problem, men det står ikke i deres journal. Hvordan skal deres erstatning udmøntes? Der er vi simpelthen ikke betrygget ved, at der er styr på tingene i Region Sjælland, siger hun.

Styrelse foretager endnu et tilsynsbesøg

Styrelsen for Patientsikkerhed har netop varslet endnu et tilsynsbesøg på Ringsted Sygehus, efter resultaterne af stikprøvekontrollen nu er blevet offentliggjort. Det kommer til at ske den 22. november.

Når ét menneske undersøger et andet menneske, vil der altid være en risiko for, at man ikke ser den sygdom på et tidligt nok stadie

Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse

-  Jeg venter selvfølgelig på, hvad de når frem til. I mellemtiden har jeg konstateret, at Region Sjælland har sat hele visitationsdelen  på pause, så de har garanteret, at hvis man får en henvisning fra sin læge til kræftpakkeforløbene, så kommer man direkte igennem, siger Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Ifølge vicedirektøren fra Ringsted bliver det dog svært at helgardere sig mod fejlvisiteringer - også i fremtiden. Han mener, det er er spørgsmål om, hvordan lægerne prioriterer behandlingsforløb.

- Der bliver undersøgt næsten 60.000 kvinder om året for brystkræft i Ringsted. Når ét menneske undersøger et andet menneske, vil der altid være en mulighed for, at den kliniske undersøgelse eller scanningen ikke identificerer den sygdom, der er under udvikling - og der er altid en risiko for, at man ikke ser den sygdom på et tidligt nok stadie. Derfor vil der også være nogle kvinder, der får en kræftsygdom, selvom de på et undersøgelsestidspunkt fik at vide, at det så fint ud.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App