Politiske modstandere kører parløb i valgkamp: - Vælgerne gider ikke skænderier

01:22

Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) er i gang med valgkamp uden skænderi. Video: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) kører politisk parløb for at opnå resultater til deres område. De er trætte af politiske skænderier

Valget nærmer sig. Valgkampen er allerede godt i gang.  Det betyder, at de politiske fronter bliver trukket skarpt op. Der bliver brugt mere tid på at angribe end på at snakke politik og løsninger.

Det bliver til krig på ord.

Men to lokale folketingsmedlemmer har gjort op med mundhuggeriet. De arbejder tæt sammen på tværs af partiskel, både for at skabe resultater i deres valgkreds og for at få en mere sober demokratisk samtale.

Jacob Jensen fra Venstre og socialdemokraten Rasmus Horn Langhoff har dannet politisk par i over 10 år.

- Vi arbejder sammen, fordi det giver rigtig god mening. Det skaber resultater for vores lokalområde, siger socialdemokrater, og Jacob Jensen supplerer:

- Ved at slå pjalterne sammen kan vi simpelthen komme længere.

Vi arbejder sammen, fordi det giver rigtig god mening. Det skaber resultater for vores lokalområde

Rasmus Horn Langhoff (S), MF

Slik og røde roser

De to er i gang med valgkampen foran Kvickly i Kalundborg. Der er slik fra Venstre og røde roser fra Socialdemokratiet. Og deres brochurer ligger i en fælles kurv.

De kommer ellers fra to partier, der i øjeblikket har svært ved at arbejde sammen.

Men de to politikere fra Kalundborg-Odsherred-kredsen kan både snakke og arbejde sammen for deres valgkreds. Og skabe resultater, når de selv skal sige det.

- Vi kan pege på en række resultater indenfor infrastruktur. Der er bliver investeret i skinner og veje, siger Rasmus Horn Langhoff.

-  Og så er der hele uddannelsesområdet, hvor Kalundborg er blevet en uddannelsesby, som senest har fået en ny ingeniørlinje, tilføjer Jacob Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

To partier i en kurv. Rasmus Horn langhoff (S) og Jacob Jensen kan samarbedjer også midt i en valgkamp. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

Jacob Jensen (V) har været medlem af Folketinget siden 2005, mens Rasmus Horn Langhoff (S) blev valgt ind i 2011. De begyndte samarbejdet helt tilbage i 2007.

Det er ikke altid, at deres årelange, nære samarbejde bliver forstået af partikolleger.

- Selvfølgelig er der altid nogen - også i Venstres bagland - der lige skal synke ekstra gang, når man siger, at de skal tale pænt til en socialdemokrat. Men det er altså resultaterne, der tæller, fastslår Jacob Jensen.

Selvfølgelig er der altid nogen - også i Venstres bagland - der lige skal synke ekstra gang, når man siger, at de skal tale pænt til en socialdemokrat. Men det er altså resultaterne, der tæller,

Jacob Jensen (V), MF

- Der er måske nogen, der lige skal vænne sig til det. Men de samme mennesker, der måske er lidt skeptiske, er også glade for de resultater, vi når, siger Rasmus Horn Langhoff .

Vælgerne værdsætter samarbejde

Vælgerne synes, det er forfriskende med et par politikere, der hellere vil arbejde sammen end skændes.

- Det, synes jeg, er en rigtig god ide. Det er da godt for vores land, at de kan lægge det partipolitiske fra sig, siger Jette Holst Thuesen fra Kalundborg.

Og Allan Olsen fra Kalundborg er heller ikke i tvivl.

- Jeg synes, der er ganske fint, når det drejer sig om at opnå resultater for lokalsamfundet. Det er bedre end den mudderkastning, vi oplever inde på Borgen, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Allan Olsen fra Kalundborg er en af de borgere, der værdsætter det lokale samarbejde på tværs af partiskel. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

Ligesom borgerne i Kalundborg er de to folkevalgte heller ikke vilde med, når politik bliver en råbekonkurrence.

- Jeg er ude til mange debatter. Jeg kan se trætheden i vælgernes ansigter samme øjeblik, at beskyldninger og skænderi begynder i panelet. Folk gider det ikke mere, siger Rasmus Horn Langhoff.

Jeg synes, der er ganske fint, når det drejer sig om at opnå resultater for lokalsamfundet. Det er bedre end den mudderkastning, vi oplever inde på Borgen

Allan Olsen, Kalundborg

- Det skal være plads til skarp debat. Vælgerne skal kunne se forskel. Men spørgsmålet er, om man går efter manden eller bolden. Jeg vælger at gå efter bolden, fastslår Jacob Jensen.

Afviser at score lette politiske point

De to politikeres parløb handler især om en ting: Tillid.

- Når man har arbejdet sammen i mange år, opstår der et tillidsforhold. Man scorer ikke lette politiske point mod hinanden, forklarer Rasmus Horn Langhoff.

- Vi holder os til det politiske og ikke til, hvordan man er som person. Det gør en kæmpe forskel i forhold til det, vi indimellem oplever i Folketinget, lyder det fra Jacob Jensen.

Trods det tætte parløb mener begge politikere, at vælgerne sagtens kan kende forskel på Rasmus og Jacob og deres to partier.

- Jeg tror, de fleste, der følger med i politik, godt ved, at der er forskel på, om det er Mette Fredriksen eller Lars Løkke Rasmussen, der bliver statsminister, siger Rasmus Horn Langhoff.

Heller ikke i det spørgsmål, ligner Jacob Jensen en mand, der er uenig.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App